Der er en masse gamle og kendte vers til gækkebreve, men jeg kan godt lide at lave mine egne. Så kan jeg gøre det mere personligt, afhængig af hvem modtageren er, eller jeg kan gøre det nemmere og sværere at gætte, hvem det kommer fra.
Jeg skrev engang et til en kammerat, hvor jeg havde taget fat i klassikeren “En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger” og fik det lavet til et vers om at gå på sommerbar og ‘en fuld mand uden slinger’. Det havde nok været en større succes, hvis jeg havde sendt det til min kammerats adresse i stedet for hans fars, som jeg fandt i telefonbogen. Der var megen spekulation i den lille familie om, hvem der dog havde sendt farmand et drikfældigt og knap så propert vers med en vintergæk, og først engang i begyndelsen af sommeren fik min ven nævnt mysteriet, som jeg så hurtigt opklarede og grinede af. Der var vist ingen, der fik et påskeæg for det, men vi har da sikkert delt to øl.
Her er nogle vers, du enten bare kan skrive af, eller som måske kan være inspiration til dine egne. Måske elsker moster Oda bananer, og så kan der være noget med dem? Eller fætter Ole fisker dagen lang, så hans æg kan hænge i en fiskestang? Det må gerne være fjollet, og du bestemmer selv, hvor mange ledetråde du sender med i ordene.
En gækkehilsen fra en ven, hvis navn du selv må gætte. Jeg giver dig en ledetråd, måske en af de lette? Får du ret i navnet fat, er der påskeæg til din hat. Gætter du det hele galt, går ægget til mig, helt kort fortalt.
Et lille brev med gætteleg, vi ser om du mon kender mig. Hvis du kan gætte, hvem der sender, er påskeægget i dine hænder. Hvis du ej gætter navnet mit, er påskeægget ikke dit. Hvem ved hvor lykken ender?
Et påskeæg er påskeskæg, kun hvis du navnet gætter. Det står med blomster smukt og blidt, og gætter du ret, er ægget dit!
Klassikeren er jo at slutte af med “mit navn, det står med prikker, pas på, det ikke stikker”, og den er jo fin og ligetil, men jeg lægger altid hjernen lidt i blød for at finde andre rim. Står med pletter, pas på, det ikke letter. Står med bobler, måske det præmien fordobler? Står med hjerter, at gå af med påskeæg smerter (eller noget med fjærter?). Min hilsen står med pletter, monstro du navnet gætter?
Der er frit slag, hvad angår udklip på papiret. Du folder bare og går i gang. Nogle gange skal man lige bruge et par prøveklip på at acceptere, at den ide, man havde, simpelthen ikke lader sig gøre, men hjerter, blomster og æg går ligesom aldrig af mode i et gækkebrev.
Og husk at vedlægge vintergækken, før du lukker kuverten og sender dit gækkebrev. Hvis du har én for meget, kan du stille den i et snapseglas med vand i vinduet og se den vinke foråret velkommen derfra.
