Jeg elsker småkager og bager gerne et væld af dem op til jul, og jeg har ændret og forbedret flere opskrifter og smeltet dem sammen til denne her, som giver udstikskager, der er nemme at lave, smager dejligt og kan pyntes med glasur og krymmel eller bare hapses, som de er.
De to slags mel blandes med flormelis og vaniljepulver, og det kolde smør nulres ud i blandingen, til den er ensartet. Det kan godt tage lidt tid, men det ved du på forhånd, så du er naturligvis forberedt på at stå med hænderne i mel og smør og være helt zen og fuld af tålmodighed, imens vidunderet sker imellem dine fingre, og din blanding bliver klar til sidste skridt.
Og sidste skridt er et samle det hele med mælken. Det vil sige, du bare hælder mælken i og så klemmer den ud i melblandingen, og på et tidspunkt, står du med noget, der ligner en klump dej, og lige så snart du får den til at hænge sammen som en ensartet kugle, stopper du.
Småkager må ikke æltes alt for meget, og selvom denne her dej er taknemmelig og ikke straks giver sig til at hæve op, bare fordi du har æltet lidt rigeligt, er det bedst at lade den få så lidt motion som muligt. Så hvis den hænger sammen og ser ud til at være ensartet hele vejen igennem, er den klar.
Så lægger du den i en frysepose eller vikler film om den og lægger den i køleskabet mindst to timer. Du kan jo gå en frisk tur i skoven eller sætte dig med dine børn eller partner eller hund eller bare en kop kaffe og en god julefilm i mellemtiden.
Efter to timer på køl er smørret i dejen blevet koldt og fast igen, og den er lige til at lege med. Du finder alle dine flotte udstikkere og en kagerulle, og så er du klar. Dejen rulles ud på et bord, der nok skal drysses en anelse – jeg blandede flormelis og mel i en lille skål og brugte det til udrulningen, det var perfekt.
Dejen skal være 3-4 mm tyk i stort set alle opskrifter på udstikkere, og jeg kommer konsekvent til at rulle for tyndt ud, men det bliver fine nok kager alligevel. Men sigt efter 3-4 mm og stik så kager ud i alle de former, du drømmer om, og læg kagerne på plader klædt med bagepapir. Når du har stukket kager ud på hele dejen, samler du det bare og ruller ud igen, til du har så lidt dej, at det sidste kan være en mundsmag eller blive en kage i sær form. Det er op til dig.
Kagerne skal bages i den øverste del af ovnen (jeg vælger rillen lige over midten) ved 200 grader i 7-9 minutter. Og bagetiden kommer både an på din ovn og på, hvor store kagerne er, og hvor tykke de er, så hold lidt øje med tiden. Mine landede solidt på 8 minutter hver, og de er klar, når de får gyldne kanter eller spidser, og hvis du vender en af dem om på pladen, skal den være gylden i bunden og ligne noget, der er på vej til at blive sprødt.
Fine fnug.
Dine kager køler af på en bagerist, og så er de klar til pynt i alskens farver og kunstfærdighed. Jeg plejer at lave royal icing, som du kender fra butikkernes kransekagepynt. Her blandes glasuren af flormelis og æggehvide (ved stuetemperatur), og den bliver så flot og fast, når den tørrer op. Du kan folde en kornet af bagepapir (der er tutorials på YouTube), eller du kan gøre som mig, hvis du ingen små sprøjteposer har, og bare køre glasuren i en frysepose, slå knude på den (tæt på glasuren), og så – FORSIGTIGT I DEN RETTE TYKKELSE – klippe spidsen af og bruge den som sprøjtepose.
Det kræver lidt snilde og øvelse, men hvis du for eksempel lige laver nogle mønstre på bagepapir, før du kører løs på kagerne, skal det nok blive fint. Det glemmer jeg altid helt hovmodigt, så mine første fem-ti kager er lidt mere rodede end resten. Det gør ikke noget, det er jo hjemmegjort, og det må man gerne kunne se. Og du bestemmer helt selv, hvordan du pynter dine kager.
Måske har du lavet snefnug, som blot skal have et drys flormelis fra en sigte, måske har du træer, der skal males med den grønne frugtfarve (og en pensel lavet til fødevarer), måske har du runde kager, der bliver julekugler så snart, du har dyppet dem i rød glasur. Det er dig, der bestemmer. Eller dem, du nu måtte dele køkken og kagedåse med.
Julefilm kommer i mange former og farver og udgaver, og efterhånden har de forskellige streamingtjenester fået øjnene op for en niche, hvor der måske kunne være lavthængende frugter at tjene penge på, men hvor de så alligevel går til opgaven med krum hals og leverer film, der ikke er metervare, men både har seriøse budskaber, gode manuskripter og godt skuespil. Det er altså dejligt for en lille julegris som mig, så der efterhånden er et væld af film at vælge imellem, når de lange decemberaftner med risengrød, æbleskiver og let klippeklistre skal fordrives. Der er naturligvis film, som på ingen måde er tiden værd, men her nævner jeg lige en række af dem, som jeg synes allerbedst om. De vil meget, nogle kan det hele, andre kan kun det, de lover, men begge slags er fine, og du bliver godt underholdt og måske endda kildet lidt i tankerne.
Love Hard (Netflix) Et tindermatch, hvor den ene flyver på tværs af USA for at overraske den anden med et julebesøg for så at opdage, at den anden ikke er … helt som de havde givet udtryk for. Det kunne ende her, men naturligvis gør det ikke det, for de to laver en aftale, og så går det ellers derudaf med træls familiedynamik, håbløse tanker om romance, morsom bedsteforælder og den bedste udgave af Baby, it’s cold outside, jeg nogensinde har hørt, hvor man lige tager den op til en tid, hvor samtykke er sexet. Det var en overraskelse, hvor vellavet denne her film er, men en god overraskelse for én, der trykkede play for at få noget absolut letfordøjeligt og valgte denne, fordi en af rollerne spilles af en sjov mand fra en tv-serie om livet i tech branchen. Denne her film viser ham som en naboens dreng, alle egentlig kunne blive glade for, fordi han er så sød og god. Du kan formentlig også blive glad for ham, og småsur på hans pisseirriterende bror, så se roligt filmen, hvis du skal lidt let, men fin juleromantik. 4 ud af 6 julekugler.
It’s a wonderful life (Amazon Prime) Måske har du aldrig set denne her film, men du har med garanti hørt om den eller set den nævnt alligevel, for den er med som reference eller eksempel i enormt mange andre film og tv-serier, og har du set Alene Hjemme, har du også fået et klip af den på fransk. Jeg har endelig fået sat mig ned og set den med fuld opmærksomhed i år, og det er faktisk en god film. Den handler om George Bailey, der føler sig så forfejlet i livet, at han ikke vil være her mere. Det kan guds engle naturligvis ikke acceptere, så de sender en repræsentant herned for at vise ham, hvordan verden ville se ud, hvis han aldrig var blevet født. Som du nok kan forestille dig, er det ikke et kønt syn, for ethvert menneske er jo så vigtigt for sine omgivelser, og George er ingen undtagelse, og hans hjælpsomhed og ivrige medmenneskelighed mangler i dén grad. Det er ingen overraskelse, at filmen ender lykkeligt, men det overraskede mig lidt, hvor meget den holder. Det er film fra 1946, og den ér gammel, men den er ikke så bedaget, som jeg havde tænkt. Udover at der er mange mennesker, der råber utroligt meget. Men livet og julen er jo på spil, så det virker også fair nok. Den får 4 ud af 6 julekugler.
Surviving Christmas with the relatives (Amazon Prime) En britisk julefilm, der egentlig mest har julen som en lidt passiv ramme og faktisk mest er en familiefilm, men den foregår i juledagene, de laver julemad og deler gaver, og så er det jo en julefilm uanset. Og det er en fin én af slagsen. Hvis du ikke er til det alt for sødsuppede, er Surviving Christmas nok noget for dig. Historien følger i store træk mange andre film i genren med familieforviklinger, karikerede figurer og romantik på kryds og tværs, men den er ikke glittet og fuld af falsk sne og smukt glimtende julelys i alles blanke øjne. Der er mere røjsere og kartofler og scener, der ligner noget, vi selv kunne stå i. Det er en fin film, som – i lighed med så mange andre – minder os om, at hinanden er det vigtige i livet. 4 ud af 6 julekugler.
Happiest Season (Amazon Prime) Endnu en ny julefilm, denne gang med fokus på LGBT+ og med nogle fine navne på rollelisten. Den var slet ikke, som jeg forventede, og den er mere alvorlig, end den er cute, men den ér god. Det kan være svært nok at tage en ny kæreste med hjem til familien til fem dages juleferie, men hvordan ser det ud, når man er lesbisk, og familien ikke ved det, fordi den er politisk aktiv, og en homoseksuel datter bare ikke passer ind? Det er ikke en nem situation, og filmen retter et fint spotlight på den slags kvaler. Samtidig er den ret sjov, og selvom der er lidt at græmme sig over i form af overgjort morsomhed, er der mange sjove situationer, og det er solidt skuespil fra alle. Man kan virkelig mærke, hvor irriterende familie ind imellem er, men hvor glad man så alligevel er for den. 4 ud af 6 julekugler.
Holidate (Netflix) Det kan være træls at være single, men hvis man sørger for at have en date med hjem til alle højtiderne, slipper man måske for de enerverende spørgsmål om, hvornår man dog finder en kæreste. Naturligvis kan man i en sød julefilm ikke holde det så casual og uden udvikling af rigtige følelser, og der er ikke på den måde ret mange overraskelser i denne her film. Udover hvor god den faktisk er. Jeg så den sidste år og satte den bare på, imens jeg lavede noget andet, men det holdt jeg helt op med, så jeg kunne følge ordentlig med i filmen. Det er sødsuppe med dum forvikling, store hensigtserklæringer og det smukkeste jeg-vil-være-din-for-altid-kys, men den er også sjov på en god måde, og så er der løst op på de klassiske kønsroller i forhold til, hvem der vil kæle og nusse dagen derpå, og dét er også rart. 4 ud af 6 julekugler.
Last Christmas (Netflix – kun tilgængelig frem til 22. december!) Denne her skal du skynde dig at se. Den er britisk og kom vist sidste år, og jeg begriber ikke, at Netflix har tænkt sig at fjerne den to dage før jul, for jeg kunne se den hele året rundt, for udover at være en fin julefilm, er det en rigtig god film. Den river lidt i de snore, der går fra mit hjerte til min tåreproduktion, og den kan være hård at se. Det er også hårdt at se en dygtig skuespiller med en sløj østeuropæisk accent, og hvis man ser på den med en filmkritikers øjne, vil den en del og peger i mange retninger, men jeg tilgiver den gerne det hele, fordi dens pointe skæres ud i pap uden at tvangsfodre os med den, og det er en rasende god pointe. Oven i det hele er der en uventet og underholdende bonus for danske seere, og det er i det hele taget en film med bonus og dybde, selvom den også både er sjov og let, og det kan jeg så godt lide. Den får 5 julekugler ud af 6.
Single all the way (Netflix) Endnu en af dem, jeg satte på som baggrundsfilm, men var nødt til at følge med i. De er altså begyndt at lave gode film, de streamingtjenester! Den er meget klassisk og handler om, hvem man deler sit liv med, og om det nu er de rigtige mennesker, vi vælger at blive kærester med. Samtidig er den fuld af vanlig familiebavl og folk, der bare vil andres bedste, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad andre har brug for eller ønsker sig. Og så er der hjælpsomme feer i form af yngste generation, som er lidt karikeret, men som bare ved, hvad der foregår, og nogenlunde hvad man stiller op med det. Den er både sjov og sød og god og klog, og den har homoseksualitet i hovedrollen som det mest naturlige, hvilket er ret forfriskende. 4 ud af 6 julekugler.
Let it snow (Netflix) Denne her film er ikke særlig lang, og den handler om unge mennesker, og den foregår i løbet af en enkelt dag et sted langt ude i USAs snedækkede landskaber. Men den er virkelig fin. Tre forskellige historier hænger sammen ved de relationer, vi alle sammen har udover vores hjemby, og de hænger godt sammen. Det er gode historier, som ligner noget fra det virkelige liv, og samtidig indeholder lidt drømmeri og stjernestøv. Den er velskrevet, velspillet og hænger godt sammen, og selvom dens grundlæggende pointe ikke vil overraske ret mange, er der nogle aktuelle issues på spil, og den fortæller sin morale på en god måde. Jeg tror, det bliver en af de film, jeg skal se hvert år, før det kan blive jul. Og den får 5 ud af 6 julekugler.
2,5 dl mælk 25 gram gær (en halv pakke) 50 gram smør 1 æg 2 spsk sukker En lille halv tsk salt 450 gram mel 75 gram sukat 75 gram pomeransskal 50 gram rosiner
Pynt: 1 æg 1/2 dl mælk 100 gram perlesukker
Mælken lunes i en kasserolle, og smørret smeltes ud i. Det må ikke være for varmt, men skal føles rart på en lillefinger dyppet ned i. Gæren røres ud i mælk og smør i en stor skål, og så tilsætter du sukker og salt, der skal opløses. Og det hele kan godt stå og hygge sig lidt, imens du skærer sukat og pomerans ud. Måske har du bare købt det i en bøtte, hvor det allerede er i tern, men der snyder du dig selv gevaldigt!
Jeg har opdaget, at sukat smager helt vidunderligt og næmest lidt af vingummi, når man køber det i et stort stykke og selv skærer ud. Det er meget langt fra den slags, man finder i bøtterne, og sukat ville have et meget bedre ry, hvis alle smagte denne her slags. Når du skærer det ud, tænker du nok, at dét virkelig er noget klistret stads, og det har du ret i. Men så skærer du hel pomeransskal ud bagefter og får en helt ny opfattelse af, hvad klistret betyder. Jeg har aldrig rørt ved noget, der sad fast på mig i en grad som pomeransskal! Men det smager guddommeligt, og det er rart nok at gå i køkkenet og bare bruge den tid, det tager, når man har chancen. Du kan lige nyde det, når du står der.
Smuk sukat, prima pomerans og små rosiner uden pølseender.
Pomerans, sukat og rosiner hældes nu i skålen, og så slår du æg ud i et glas eller en anden skål og pisker det lidt sammen med en gaffel, før du hælder det op i dejen og rører godt rundt i det hele.
Til sidst skal melet i, og alles køkken-magi er forskellig, så ikke noget med bare at veje af og tømme vægtskålen ned i den store skål. Du må lige begynde med halvdelen og så ellers tilsætte mel lidt ad gangen, til dejen er færdig. Det er den, når den samler sig og slipper skålens sider. Måske klistrer den lidt endnu, men det må den gerne. Bare den ikke sætter klatter på fingrene, når du rører ved den.
Den færdige dej får lige et klæde (eller et stykke film) over sig og skal så hæve et lunt sted i en time til halvanden, hvor du kan lave noget krea eller løbe på indkøb eller bare tage en lur og slappe lidt af.
Efter halvanden times hævning, er din dej forhåbentlig blevet mindst dobbelt så stor, og du glæder dig helt til at få fingrene i den. Men først skal du lige tage et æg ud af køleskabet og slå det ud i en skål, hvor du pisker det ret godt sammen med mælk. Det er til pensling af bollerne, så perlesukkerpynten hænger godt ved. Æggeskålen stiller du i nærheden af dine bageplader med papir, og så hælder du perlesukker i en anden skål ved siden af. Og så er du klar.
Hæld dejen ud på et bord, og prøv, om du kan være lidt nærig med melet her og gøre det uden at drysse rundt på bord og boller. Dejen slås ned og deles i 12-15 stykker, som du selv synes er bedst, og de formes til fine, runde boller. De færdige boller dyppes i æggeskålen, så de får æg på hele oversiden, og bagefter trykker du dem blidt en anelse ned i perlesukkeret, så det klæber på hele overen, før du stiller dine boller sirligt på rad og række på din bageplade.
Bollerne efterhænger en time – gerne halvanden igen – og til sidst bages de ved 210 grader i 12-15 minutter. Ovne har deres eget temperament, så hold øje med dem, og hiv dem ud, når de er gyldne og sprøde og lyder hule, når du lige banker let på dem med en kno.
Lad bollerne køle af på plader, og spis dem med smør og glæde til kaffe, te, vand, morgenmad, aftensmad, snack, madpakke, alting.
De smager så absolut af jul med de søde stykker sukat og de skarpt syrlige pomeranser, som spreder smag og glæde i din mund og hele dit væsen. Måske. Ellers kan man sagtens bage julebollerne uden alt det frugt, eller man kan nøjes med rosinerne, eller man kan køre chokoladebidder i stedet. Det er helt op til dig.
De er bedst samme dag og dagen efter, og så begynder de at blive lidt trætte i det. De kan godt ristes, men perlesukkeret fedter til efter et par dage, og det kan godt blive lidt karamelbrændt i en brødrister. Men måske er der heller slet ikke nogen tilbage efter to dage. De er ganske lækre.
375 gram blødt smør 500 gram mel 1 æg (som ikke kommer fra køleskabet) 1 -2 vaniljestænger 250 gram mandler 250 gram sukker
Du behøver ikke smutte mandlerne til denne her type krans, du hælder dem bare i en blender, minihakker eller Gertrud Sands foodprocessor og hakker dem fint sammen med vaniljen. Det er så dejligt nemt og virkelig godt.
Jeg havde pludselig et angreb af mug i min beholdning af lækre stænger, så jeg måtte tage hue på og løbe ud for at hente forsyninger, og jeg var så ude af den, at jeg helt glemte mundbind og måtte hive dem i kurven som det allerførste. Men jeg huskede også vaniljen og overkøbte gudskelov, for jeg fik fat i nogle let kedelige typer, så da jeg åbnede min lille hakker kunne jeg slet ikke lugte vaniljen, men fik kun den lune duft af hakket mandel ind i sanserne. Og den er dejlig, men den er ikke vanilje, og lige i en krans til jul skal vaniljen altså være fremtrædende, så den fik endnu en stang, og det var ganske herligt.
Du kan også blendehakke sukkeret sammen med, hvis du har en dims, der er stor nok til det. Og man skal lige lade maskinen køre lidt, fordi vaniljestænger kan være svære for den at rive helt i stykker. Du kan tage nogle mander fra, som du hakker mere groft, så dine kager får lidt ekstra struktur og knas, men det er op til dig. Personligt synes jeg ikke, det gør noget med små nister af vaniljestang i mine småkager, men det er jo op til, hvor hys du er i den ene eller den anden retning.
De hakkede mandler, vanilje og sukker skal op i en skål, og melet blandes i. Du kan bare røre rundt med en stor ske eller blande det med klør fem – hvis du har vasket hænderne.
Praktisk småkage!
Så slår du ægget ud i et glas eller noget, der ligner, og pisker det lidt med en gaffel. Det er nemmest, hvis ægget ikke kommer lige fra køleskabet og allerhelst skal det have samme temperatur som smørret (der var jeg godt hjulpet af min pludselige tur i Netto, for så fik alting ekstra tid på køkkenbordet). Når det er pisket lidt sammen hælder du det op til alt det tørre, og så skærer du dit smør ud i mindre stykker, som du også føjer til blandingen i skålen. Og så ælter du det bare sammen. Du kan gøre det med en ske, eller hvis du har sådan en plasticrøredims, som er drøngod til frikadellefars og egentlig bare er en grydeske, som har et hul, hvor andre skeer har en hulning til alt det, man fylder i en ske, kan du bruge den. Det gør jeg altid, og den er uovertruffet til kagedej.
På et tidspunkt samler det sig lidt mere, og så må du altså tage hænderne i brug. Det er ikke alt for smattet, bare venligt fedtet af smør. Og så lægger du kransedejen i en frysepose, som du sørger for at binde knude på eller tætne på anden vis, før du lægger den i køleskabet en time eller to.
Nogle gange er der ikke plads nok på lillefingeren!
I mellemtiden kan du fylde alle dine appelsiner med hele nelliker, så dit hjem dufter af julestue, eller du kan klippe snefnug eller måske bare sidde med din te eller kaffe og kigge ud på den grå himmel og tænke på, hvor heldig du er, at du lige kan trække vejret og få en pause – og har vaniljekranse til aftenkaffen senere.
Når du har trukket vejret og ventet et par timer, tager du lidt af den ud af køleskabet ad gangen og lader resten vente, så du hele tiden har noget koldt at arbejde med. Og så er det ligesom i dine gamle billedkunsttimer, hvor du skulle forme et askebæger med pølser af ler. Her er opgaven bare nemmere og sjovere, fordi du triller pølser på tykkelse med min lillefinger – og du ved da nok ikke, hvor tyk den er, så der kan du bare gå efter din egen eller prøve dig lidt frem. De bliver større lidt i ovnen, men de flyder ikke meget ud, og jeg har aldrig oplevet, at de bager sammen, og jeg har da nok 20 stk på en plade ad gangen.
Pølserne samler du til kranse, som du lægger på en bageplade med papir og trykker en anelse flade med fingrene. De får ikke samme look som Karen Volfs, til gengæld er de fulde af dit håndelag og omhu og den særlige charme, du føjer til alt, du laver med hænderne. Det er væsentligt bedre end fru Volfs kageværk.
Dine vidunderkranse skal bages ved 180 grader i 12-14 minutter. Alle ovne varmer helt forskelligt, og i min nye ovn skulle de kun have ti minutter, i din skal de måske have 15 minutter. Den slags kan man aldrig vide, så du bliver bare i køkkenet og holder øje med udviklingen bag glasset i dit komfur. Du er sikkert også i gang med at trille flere pølser, så du er jo i nærheden, og så har du også muligheden for at nyde det helt ned i din sjæls dybeste, mørkeste krog, som trænger til glæde, når duften af varmt smør og nød og vanilje breder sig fra din ovn og lister sig op i al dit åndedrætssystem. Ahhhh!
Hvad synes vi om vaniljekransene?
Kagerne er klar, når de er let gyldne, og som det ofte er med småkager, er de ikke knasende sprøde, når du løfter pladen ud af varmen og trækker papiret med kagerne hen på en rist. Det kommer, når de har ligget der lidt, og så skubber du dine kranse fra papiret og over på risten, hvor de fulde af spænding og knas lægger sig til at vente på at blive helt, helt, helt kolde. Og når de er det, og der har været lidt forventeligt svind, lægger du dem i kagedåser.
De kan teknisk set holde et par ugers tid, men så længe har mine endnu aldrig overlevet i nærheden af min grådige mund. De er virkelig gode. Og selvom de tager tid, er det ikke svært eller krævende, og hvis du har selskab af børn eller søskende eller venner eller veninder eller forældre eller naboer eller andre, er det bare hyggeligere og føles mere effektivt.
Det her søde krydderiopkog kan bruges til mangt og meget, og det kan forsøde dit liv på så mange måder. Der er mange flere muligheder, end jeg skriver her, så du kan bare kaste dig ud i køkkenforsøgene. Hæld det på lagkagebunde, brug det i bolledej, lav saftevand af det, pensl din kringle med det, verden er helt åben for dine måder at bruge siruppen på. Men først skal du jo lave den, og det gør du sådan her:
3-4 kanelstænger 1-2 tsk kardemommefrø 1 tsk nelliker 5-6 stjerner anis (husk at tage dem med korn i) 1 spsk sorte peberkorn 1 tsk allehånde 3-4 cm ingefær 4 dl vand 4 dl sukker
Det her er den slags opskrift, hvor man første gang gør, som der står, og anden gang har man sin egen præference med mere eller mindre af det ene og det andet. Den originale opskrift fortaber sig, for jeg har ændret og mingeleret en masse med den, og det her er tilfældigvis en blanding, der gør mine smagsløg glade. Det kan være, du elsker ingefær meget mere (eller mindre, det smager jo lidt af sæbe), måske synes du bedre om en sirup med flere nelliker (de er dog ret kraftige og vil virkelig gerne overdøve alting), og måske vil du helst bare have en sirup, der kradser i halsen og lægger dobbelt så meget peber i og føjer endda chili til. Det kan man gøre, helt som man vil, så længe man bare er glad for resultatet. I første omgang kan du prøve min slags, og så kan du jazze med næste portion, hvis du ikke bare er enig med mine (enormt kloge) smagsløg.
Vand og sukker og alle krydderier koges langsomt op i en kasserolle med tyk bund, så den kan holde varmen længe. Alle de hele krydderier har godt af lige at møde noget tungt i din morter eller den flade side af den store kokkekniv, så de får hul på skallerne og lader deres indre komme lidt ud og blande sig med alle de andre. De bliver bedste venner i gryden, siger jeg dig.
Jeg lader det koge ganske stille i 20-30 minutter, til det begynder at blive tykt, og så sigter jeg alle krydderierne fra med en hulske, og lader siruppen koge videre uden låg, til den bliver lige så tyk som, ja altså, som sirup, før du tager den af varmen. Og imens din sirup køler lidt af i kasserollen, skolder du et sylteglas eller en flaske i passende størrelse, og slutteligt hælder du siruppen op og lukker låget og glæder dig til alt det, du skal bruge den til.
Chai: Lav en god og stærk sort te i en kande og hæld en kop op til dig selv. Tilføj din sirup i passende mængde; og det svinger vildt, hvordan man foretrækker det, jeg vil gerne have en del sirup til tre-fire del te, afhængig af styrken. Og til sidst hælder du varm opskummet mælk i teen (det kan nemt klares med en af de batteridrevne, du lige stikker i en kasserolle med varmet mælk), og så sætter du dig godt til rette og nyder en god chai.
Pumpgunkaffe: min telefon kunne ikke skrive pumpkin, da en kendt kaffekædes pumpkin spice latte for en håndfuld år siden ramte vort lille land, og den rettede rask væk til pumpgun. Således hedder al den slags krydderkaffe nu bare pumpgunkaffe hjemme hos mig. Og det er ret effent. Det er ikke helt som den fine kædes, men det er godt nok alligevel, og man kan få flødeskum på sin kaffe, hvilket aldrig er dårligt. Det er såre simpelt; kaffe, sirup, flødeskum, voila!
Og så er der pumpgunsnapsen: Denne her herlige eliksir kan med fordel blandes med noget god vodka eller smagsneutral snaps, der er lavet til selv at finde på. Den er god, som den er, men du kan også skære nogle æbler i både og lade dem trække med, så får du smagen af æbletærte, når du tager en dram, og det varmer på alle måder din sjæl. De syrlige æbler er bedst, og de er tilfældigvis lige i sæson nu – sikke et held! Måske kan røde Ingrid Marie også være gode, jeg tænker, de kan afgive en anelse af deres røde farve til resten, og det vil kun være ekstra fint. Jeg har haft succes med at bruge en del sirup til fem dele alkohol, så smager det af noget, men er ikke ren sukkerstads. Man skal dog vogte sig for at tro, det netop ér sukkerstads, jeg kender en del, som er vågnet op med tunge hoveder efter sagtens at kunne tåle en-to-syv mere af de her snapse. Dyre lærepenge, men godt smager det!
Creme 1/2 liter sødmælk (og det skal være sød) 3 hele æg 100 gram sukker 1 vaniljestang 30 gram mel
Hæld mælken i en tykbundet gryde, og varm den op til den koger. Imens du venter på det, finder du en god vaniljestang, som du skærer op på langs. Så trækker kornene ud af den ved at køre bagsiden af din urtekniv mod stangen i hele længden. Så sidder alle de fede korn på kniven, og du vapper både stang og korn ned i mælken og rører lidt rundt. Og når mælken er varm nok, tager du gryden af varmen og lader mælk og vanilje stå og blive lidt kærlige på hinanden i et kvarters tid.
Imens kan du slå æggene ud i en stor skål og piske dem med sukkeret. Det kan godt tage en rum tid, men hvis æggene er stuetempererede, går det lidt nemmere. Det vokser og bliver en fyldig masse (der smager som engle og regnbuer, så pas på med smagning, hvis du ikke er enormt standhaftig!), og den er klar, når du kan tage en dråbe på pegefingeren og gnide tomlen imod uden at mærke sukkerkorn indeni. Så sigter du melet ned i æggemassen og pisker det hele godt ind. Pisk et øjeblik mere. Jeg piskede ikke nok og endte med at måtte køre cremen gennem en sigte, fordi der var enkelte små klumper i (heldigvis ved jeg, at opskriften fra Meyer inkluderer sigten i processen, så man kan bare sige, det er meningen), men det kan altså undgås ved at være lidt mere omhyggelig her.
Mælken er nu kølet af, så du tager vaniljestangen op og smider den væk. Og imens du pisker i æggene, hælder du lige så langsomt mælken ned i dem og sørger for at piske det hele godt sammen. Det er derfor, du skal begynde med en stor skål, det ender med at fylde…mere end jeg kunne huske. Når al mælken er i, hælder du massen tilbage i gryden og får den på blusset igen. Og den er altid fuld af et væld af små bobler på overfladen, de skal nok blande sig med al resten, bare rolig.
Cremen skal nu koges op under omrøring, og det er vigtigt, du ikke bare fyrer gryden op på max, for så stivner æggene, og alt bliver noget juks. Stille varme (mit komfur går til 12, og jeg havde den imellem 3 og 4, det var perfekt) og et piskeris i gryden. Og så står du der og rører, og det tager lidt tid, men pludselig opdager du, at alle de småbitte bobler som brusede lige før, er gået væk og blevet en del af massen, og så rører du bare videre, ser massen begynde at dampe og mærker, at den faktisk bliver anderledes at røre i.
Du gør det helt rigtigt, yes! Og på et tidspunkt samler det hele sig i noget, der faktisk ligner en creme, og så bobler det i store og lidt dovne bobler og bliver til en vaskeægte kagecreme. Det er den bedste magi! Jeg hælder til en lidt tykkere creme, og til boller må den især gerne være lidt fast, så den ikke løber fra os. Men du styrer, hvornår cremen er færdig, og husk, at den ér fastere i kold form end varm.
Når cremen er færdig, hælder du den over i en skål, der kan komme i køleskabet. Jeg brugte et ovnfast fad fra IKEA, som er bredt, så den hurtigere kunne køle af. Og creme trækker skind, hvis den får lov, så du skal ikke blot dække skålen/fadet/bøtten, du skal lægge film helt ned PÅ cremen, og det føles helt forkert og mærkeligt og som noget, ens mor skælder ud over, men det er altså sådan, man gør. Du kan også drysse den med sukker, men jeg har bedst erfaring med at lægge film på. Jeg kan også godt lide at mærke cremen og vide, at dén har jeg skabt med køkkenkemi. Føl lige på den med bløde fingre og tænk på, hvor cool du er!
Med et smil på læben over egne evner, sætter vi cremen i køleskabet og lader den stå, til vi laver bollerne i morgen. Tag en kop kaffe, forkæl dig selv, det er velfortjent.
Opskriften på creme har jeg fra min veninde Sif, der engang bloggede anarkistisk om kager, og nu har rige mængder historisk guld om mad og bagværk på Madam Sif.
Begynd med at tage æg ud af køleren, så de ikke er iskolde, men får lidt stuetemperatur. Bland lidt varmt vand fra elkedelen med koldt fra hanen, til du har 1 dl vand, der føles rar og blød at stikke lillefingeren i. Du må ikke brænde dig, det skal kun være håndlunt, og det må hellere være til den kolde side end den varme.
Smuldr gæren ud i en røreskål og hæld vandet over sammen med sukkeret. Smørret kommer fra køleskabet og skæres i små stykker og plumpes ned i skålen til det andet. Æggene slås ud i en lille skål sammen med saltet. Det er lige, hvad der kan være mellem to fingre, når du stikker dem i saltbøtten. Og så gør du det to gange. Pisk det lidt sammen med en gaffel, og hæld det ned i den store røreskål til alt det andet, og lad det stå tildækket i en halv til en hel time et sted, hvor det er lunt.
Nu kommer du tilbage til en skål, der ligner et kemi-eksperiment (al bagning er kemiforsøg, og det er så herligt at se, hvordan man kan gå fra at være fuldkommen uduelig i kemilokalet til at være komplet kompetent, når bare man går i køkkenet!), og det er meningen. Smørret skal møves lidt mere ud, og jeg plejer at vaske hænderne grundigt og så stikke klør fem ned i skålen. Så smatter jeg blandingen ud mellem fingrene som et legebarn, og det er fedtet og fjollet, men det virker, og snart har du en lidt mere ensartet masse i skålen.
Venstre er skålen efter hævning, og højre er skålen efter hævning og smøræltning med mine ferme fingre.
Det er en dej, som ikke skal æltes alverden, så hæld 3/4 af melet i skålen og rør det ind i gærmassen, så den hænger sammen. Dejen skal være klistret, men dog ikke sidde fast i alting, så den er umulig at arbejde med. Jeg endte med præcis 450 gram mel sidst, men det er lidt forskelligt i forhold til æggenes størrelse, hvor lunt og hævet alting er, og hvor meget du har mast rundt med smør. Men dejen er fedtet, så selvom den klistrer nu, kan den godt hænge bedre sammen efter hævning. Og du kan altid tilsætte lidt ekstra mel ved udrulning, så du skal ikke bekymre dig, så længe dejen slipper skålens sider og ikke direkte føles som tapetklister.
Nu dækker du skålen igen, og det bedste køkkentrick, jeg måske nogensinde har fået, er, at film hænger fast på våde flader. Så hvis du står med en plasticskål (som mig og min arvede Kenwood-skål), kan du lige gøre dem våde med den kolde hane og glide fingrene rundt på kanten af skålen. Så trækker du film over og ser miraklet, at den fæster på plast, som ellers altid har været så umuligt. Det redder mange køkkentjanser fra et urimeligt højt blodtryk. Stil skålen lidt lunt igen og lad den stå i mindst en time. Min står gerne i to.
Når dejen er blevet stor og fin og flot i din skål, hælder du den ud på bordet og ruller den flad med kagerullen. Så folder du den ind over sig selv som et trefløjet brev fra en rudekuvert og ruller den flad igen. Og så folder du den ind over sig selv som et brev fra en rudekuvert på den anden led og ruller den flad igen. Gør det lige én gang til, og fold den så til en håndterbar størrelse, som du deler i 16-20 stykker. Jeg kan aldrig regne ud, hvordan jeg gør, når det færdige antal deles med fem, men det kommer sig jo virkelig ikke så nøje, så længe bollerne på hver plade er nogenlunde af samme størrelse.
Hvert stykke dej trilles til en kugle og rulles flad i noget, der kan ligne en firkant, hvis man anstrenger sig (jeg er elendig til at rulle ud i særlige former, men jeg har en god fantasi), læg en god spsk creme på midten af dejen og lav det trefløjede brev en gang til. Fold ind over cremen fra begge sider og fra hver ende, så du har en bolle, der slutter tæt om cremen. På vej til bagepladen kan du måske lige runde bollen lidt, hvis den er blevet for firkantet. Ellers kan du sige til dig selv, at alle de store også laver firkantede fastelavnsboller, og det er jo ok. Det vigtige er, at cremen ikke har huller at løbe ud af.
Sidst jeg bagte dem, rullede jeg dejen rundt ud, og så foldede jeg sådan tre hjørner ind mod midten, så der var tre tilbage. Og de kan så foldes ind over også, og det gør bollen til lidt mere af en rund type. Du gør bare, hvad du lige selv synes, og bliver glad for det.
Sådan folder du bollerne om cremen.
Bollerne sættes alle sammen på en plade, du har beklædt med papir, og så hæver de en halv til en hel time, før de pensles forsigtigt med sødmælk eller æg (igen ikke iskoldt fra køleskabet, så får dine små, fine boller jo en forskrækkelse), og så bager du dem midt i ovnen ved 200 grader i 13-15 minutter. Igen – ovne er forskellige, boller er forskellige, og præferencer er især forskellige, så hold øje med bollerne, og tag dem ud, når de er smukke og farvet som guld, du gerne vil sætte tænderne i. Du kan evt. vende bunden i vejret på en prøvebolle og lige smølfesparke (hvad hedder det overhovedet? Flicking?) på bunden, som skal være hård og sprød i det og være mørk (men ikke sort!).
Bollerne skal køle af på en rist, og så kan du pynte med glasur og krymmel, eller hvad du nu elsker, og hvis du er eventyrlysten, kan du sagtens køre chokolade i som nogle bagere gør. Du kan også lægge remonce i (lige dele smør og sukker røres sammen, kan også få en del marcipan med), eller du kan hælde dit yndlings-syltetøj i, og der er nærmest ingen grænser. Du skal dog være opmærksom på, at det påvirker bagetiden, og at det er bedst at vælge fyld, som ikke er alt for vådt.
Og en note fra en gjort erfaring; pastafarve fra Wilton er flot i glasuren, men det giver sig altså til at sive ud fra flormelis til bolledej, og det ser… mindre pænt ud. Jeg har helt måttet tage mig sammen for at synes, billederne er fine nok til at vise frem. Men vi lærer af vores fejl, siger folk, og så blev vi da så kloge. De her skulle bruges til en fødselsdag, og derfor fik de masser af rød farve og et fint, hvidt kors næste morgen, så der var flag til alle, der sang. <3
Du blander mel og sukker og kan eventuelt tilsætte kardemomme eller vanilje, hvis du har lyst. Halvdelen af melet skal være hvede, men den anden halvdel er boghvedemel, som har en blød og sød smag, men du kan også bytte den ud med bygmel (helst ikke fuldkorn, det gryner småkagen noget) eller andre typer mel, der smager af lidt mere end almindeligt hvedemel.
Når du har blandet det godt, skærer du koldt smør i mindre stykker og nulrer det ud i dejen, præcis ligesom i de andre småkager, jeg har lært dig at lave. Bare nulre rundt med det, til det hele er ensartet. Så hælder du lige halvdelen af fløden i og ser, om det er nok til at samle dejen. Nogle gange skal der ikke helt så meget til, som opskriften siger, og hellere begynde med for lidt.
Og her gælder det altså, at fedtprocenten i fløden er med til at samle dejen, så du kan ikke hælde skummetmælk i og stole på, at det bare er ligesådan. Du kan naturligvis godt bruge skummetmælk, men så skal du måske lige justere mængden, og ellers kan du tilsætte ti-femten gram smør mere i forrige trin, hvis du kun har skummet.
Dejen skal hænge sammen, så du kan samle den i en klump, der holder formen. Og når den gør det, måske skal der mere fløde til? Det er en ret taknemmelig dej, som nemt lader sig justere i mængderne, men hvis du har mål og ingredienser som præcis ovenfor, er der ingen is på koen.
Når dejen er en samlet klump, lægger du den lige på køl en times tid, imens du tager et bad og finder strømper eller fjollet slips frem til i aften, og så går du i køkkenet igen.
Dejen rulles ud til cirka 5 mm tyk, og så kan du enten gribe klejnesporen og lave bølger, firkanter, trekanter, rhomber eller andre flotte former, eller du tager udstikkersættet eller et sherryglas og stikker småkager ud og lægger dem på en bageplade med papir.
Alle dine kager ligger sirligt på papiret med plads til at de lige breder sig en anelse, når varmen får smørret til at bløde op og miste fastheden, og så bager du kagerne øverst i ovnen i 7-9 minutter ved 200 grader. Og hold øje med dem, for de skal være gyldne i overfladen og let mørke i kanterne, og vi ved jo godt, at alle ovne varmer forskelligt, og dejen har sin egen vilje, så sæt dig blot på gulvet de få minutter og se kagefjernsyn inde fra varmen.
Kagerne afkøles på en rist, og så blander du en glasur af flormelis og æggehvide, som skal være flydende, men stadig fast nok til bogstaver. Hellere for tyk end for tynd, og det er bare at vappe det i sprøjteposen og gå i gang. Lav eventuelt nogle forsøg på bagepapir eller knækbrød, så du ved, hvordan det er at arbejde med. Og husk guldtippet; når glasuren er tørret, kan du kratte den af kagen med en ren kødnål og begynde forfra, hvis det blev noget åndssvagt og dumt lort. Har du ingen sprøjtepose, kan du bare bruge en frysepose og klippe hjørnet af. Husk, at det skal være et ret lillebitte hul (cirka som diameteren på en kødnål), hvis bogstaverne skal være tyndbenede.
God fornøjelse og god pynt!
Disse kager er bagt efter samme opskrift, bare uden kakao.
Min alleryndlings nogensinde er Arthur Christmas. Det er en film, jeg kan se året rundt, og den har hjulpet mig igennem en del kriser, fordi Arthur er så magisk og stædigt tror på det allerbedste. Og det er ret meget bedst, når det gælder ham, for hans hjerte er mindst lige så stort som alle næserne i hans familie tilsammen. Den handler om det bedste i julen, og ja, det er jo om familien Julemand, så det er også gaver, men det er mest af alt glæden og troen på julen og hinanden. James McAvoy er den tegnede Arthur og Hugh Laurie er hans mindst lige så eminente storebror. Det er en fantastisk fin film, og selvom jeg har set den mindst ti gange, bliver jeg ved at opdage nye detaljer, hver gang den løber over skærmen. Jeg elsker Arthur.
Ingen jul uden Polar-Ekspressen, hvor en computertegnet Tom Hanks styrer løjerne, imens nogle børn lærer vigtigheden af at hjælpes ad og ikke være nævenyttig, men lade andre lede og tro på, at vi hver især gælder og tæller og er noget værd. Hvis du er en af dem, der har taget bjælder i lommen efter min snak om bjældeklang, vil du sætte særligt pris på en pointe i den. Og så har filmen lært mig sangen Good King Wenceslas at kende, og det er fint, fordi den har en dejlig rytme og et godt kor, og så ikke mindst fordi de fine stemmer kræver “Bring me flest and bring me wine”, og det kan man da nok synge med på iført en vis begejstring.
Alene Hjemme er jo en klassiker, og jeg ser den ikke så meget for de vilde indviklinger, som Kevin finder på, men for Macauley Culkins virkeligt fine skuespil og kække charme. Jeg kan ikke engang sige, det bare er en voksen-dame-kniber-ungerne-i-kinden-ting, for jeg har altid haft det sådan med hans tapre holden fortet og insisteren på, at tandbørsten skal være godkendt af tandlægeforeningen. Plus den scene, hvor hans indkøbsposer går i stykker. Suk, hvor vi kender det. I øvrigt har den også den evigt gyldige pointe om at tro på hinandens vilje til løsning og venskab frem for konflikt og fjendskab. Og det kan man faktisk aldrig se en gang for meget. To’eren er ikke lige så skarp, men man kan godt lige holde et Home Alone-athon med de to, blandt andet fordi Tim Curry og Rob Schneider er urkomiske i opfølgeren.
Jeg har det superanstrengt med Vince Vaughn og var mere end skeptisk, da jeg fik Fred Claus anbefalet, men tippet kom fra en ganske betroet juleglad veninde, så jeg trykkede plan og sad med armene over kors og skepsis i hele sjælen, og så elskede jeg den bare. Vaugh er god, hans figur er fin, og det er ikke svært at sætte sig ind i, at Julemandens yngstesøskend har et lillebrorkompleks på størrelse med Alaska. Han er ikke den eneste, og det er en ret sjov detalje i filmen. HIstorien er både langt ude og plat sine steder, men Kevin Spaceys lean-konsulent, nogle sjovt kiksede sidefigurer, en rasende Rachel Weisz og en blød pointe om, hvem der er voksen for hvem, og hvordan man gør den slags bedst, trækker filmen helt hjem, og jeg blev fan med det samme.
Kurt Russell som julemand lød fantastisk, og jeg havde store håb, da Netflix for nogle år siden fyrede op for en helt ny julefilm. The Christmas Chronicles hører til i den lidt letbenede ende, men pointen er god nok; det handler stadig om at have troen på plads. At have tillid til andre mennesker og at tro på sig selv. Så skal det nok blive jul. Jeg så den, straks den kom, og jeg blev så begejstret og talte om den i ét væk, og min ellers så juleskeptiske kæreste gik med til at se den, og han kunne faktisk også lide den. Der er lidt overraskelser og spas gemt undervejs, og det er så fin en film, at jeg fuldkommen tilgiver de ret elendige nisser. De gør ingenting, når resten er så fint. Brødre og søstre, mødre og fædre, julemænd og -koner, se den, og bliv varme i hjertet og bløde i sjælen.
Det nye julesort er tilsyneladende at lave små afgrænsede tv-serier om juletiden, og der har jeg hurtigt fået tre favoritter med norskens Hjem til jul, der er melankoli, sne og længsel efter kæææærlighed, tyskens Über Weihnachten, der er melankoli, familiesygdom og længsel efter liiiiiiebe, og amerikanske Dash & Lily, som (med et fint og happy lille soundtrack) er familiedynamikknas, håb og akavethed og ikke mindst længsel efter looooove. Hver af dem er fin på sin måde, og det er helt rart at høre både tysk og norsk og se, at de altså godt kan finde ud af at lave dejligt fjernsyn. Tit er det også lidt mere vedkommende og ægte, selvom det kan være ligeså klichéramt som alt det andet.
Uha, det blev hurtigt til meget, og jeg er kun ved at skrive mig varm! Men her er boblerne:
The Holiday Calender har et enormt gennemskueligt plot, men ret fint skuespil, og god magi, og det sidste hører lidt til sjældenhederne. Jeg har set den en håndfuld gange nu, og den bliver ved at være tynd i plottet, men den bliver også ved at gøre mig glad, fordi den har ret og får mig til at ønske, der var mere magi i verden.
De eventyrlige vogtere er vist ikke en egentlig julefilm, men Julemanden er med (med en ærgerligt karikeret stemme af Alec Baldwin), og Jack Frost er lynhurtigt blevet en af mine favoritfigurer, og han går så fint i spænd med Påskeharen, der naturligvis kommer fra nede under jorden. Det giver mening, hvis du ser den. Og gør da lige det. Hvis du ikke når det i juleferien, kan den nemt vente til januar eller sommer eller efterårsferien, eller allerhelst kan du bare se den (med eller uden familien) alle de gange.
Og så er der jo julekalendrene. DR har gamle kalendre liggende på DR TV, og du kan se Jul på Slottet og fnise over, at kongens mundskænk hedder Süssmund, eller over prins Valentin, hvis du er af en årgang i nærheden af min, hvor enhver faldt i svime over al hans smukke prinsethed ud over hele slottet og eventyret. Måske gør vi det lidt endnu? Men faktisk ligger der også både Jul på Kronborg, Jullerup Færgeby, Nissebanden, Bamses Julerejse og ikke mindst Onkel Rejes julefis, der sikkert er sjovt for børn, men også i høj grad er åndssvagt sjovt for voksne, som er i god kontakt med deres (mere eller mindre) indre barn eller bare gakket fjol.
Ovre på Filmstriben, som du kan bruge, hvis du er låner på dit kommunebibliotek kan du se nogle af DRs gamle julekalendre, og der ligger lige to af mine yndlinge, nemlig Pagten, hvor Laus Høybye er en nisse, som med menneskebørn kæmper mod den onde Iselin, som lokker med alskens smækkerhed, og Lars Ranthe spiller en nissefar, der helt med pokerfjæs leverer replikken “Mor er frosset”, så man uvilkårligt trækker benene lidt op under sig, fordi det lyder skæbnesvangert. Og det ér det da også, og kalenderen har gang i stor spænding og stor magi og stor juleglæde.
En anden favorit er lidt nyere, det er Theo & den magiske talisman, som kun er et par år gammel, men både har Polle fra Snave og en sjov sygeplejerske og en dreng, der mobber så træls, at han faktisk fik høvl for det henne i virkeligheden, hvor han bare er en helt almindelig dreng og sød klassekammerat. Men han ér virkelig nederen i kalenderen. Heldigvis er der eventyr og nogen, der går grueligt meget igennem for at redde os, og jeg lover dig, det bliver jul igen. Det gør det altid!
Og det gør det jo også for dig og mig, og imens vi venter på, at stemningen tænder en lille lue i vores mellemgulv, kan vi få varmen fra fjernsynet.
270 gram hvedemel 100 gram sukker 200 gram smør 1 vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker eller 1/2 tsk vaniljepulver) 1 knivspids salt 1 1/2 strøget tsk bagepulver 1-2 tsk stødt kardemomme (se lige min note i bunden)
Du lægger ud med at blande alle de tørre ting i en skål, så alting er jævnt fordelt. Bruger du en vaniljestang, skal den flækkes, og så får du kornene ud ved at skrabe med bagsiden af en urtekniv langs indersiden. Kornene kan du blande med noget af sukkeret i en skål og gnide det sammen med bagsiden af en teske, før du hælder det i resten. (Og den tomme stang kan du smide i et rent sylteglas med lidt sukker, som kan blendes til vaniljesukker, når stangen er tørret ind.) Når mel er blandet med sukker og det hele, skærer du dit smør ud i mindre stykker, som du nulrer ud i alt det tørrre, ligesom når du laver en mørdej.
Efterhånden bliver det håndblødt, og så ender du med en dej, der hænger sammen og ikke sidder alt for meget fast på dine hænder. Når den er klar, svøber du den i en frysepose eller pakker den ind i film og lægger den i køleskabet en times tid.
Her hviler dejen og samler sig, og så bliver den kold nok til, at du kan rulle den ud og lave kager. Og imens sætter du dig med en kop kaffe og ser lidt ud på verdens gang. Eksempelvis.
Efter en times tid tager du dejen ud og har den bare på køkkenbordet, mens du arbejder. Du kan ikke rulle det hele ud på samme tid, med mindre du har et meget stort køkkenbord og umanerligt godt håndelag til at styre så stor en flade med dej. Så tag bare noget af dejen og begynd med den. Jeg plejer at dele den cirka i seks dele, så hænger det sammen.
Gør din dejklump lidt smidig ved at trykke og varme den lidt med hænderne, og når den er blødere, lægger du den på et meldrysset bord og ruller den flad med kagerullen. Den skal være 5-7 mm tyk, men den slags øjemål er svært at holde styr på, så for mig er det gerne halvt så tyk som min lillefinger. Og hver gang der er lidt for lidt dej tilbage at rulle ud på ny, tager du den næste klump og blander det sammen og ruller ud.
Og så trykker du bare småkager ud med en stjerneform eller en hvilken som helst anden form, du ønsker. Du kan også gribe klejnesporen eller kokkekniven og skære rhomber, kvadrater eller trekanter ud, det er dine kager, og du bestemmer. Jeg har et væld af udstiksforme, og jeg bruger en, som jeg tolker til at være et snefnug. Du finder bare på noget.
Kagerne lægges på bageplader med papir eller bageunderlag, og så skal de have 180 grader i ovnen i omtrent 10-15 minutter. Alle ovne varmer forskelligt, og bagetid varierer også med størrelse og tykkelse på kagerne. Jeg bliver nogle gange lidt snydt af dem, fordi de går fra ‘lidt for lyse’ til ‘uha de blev mørke’ på ret kort tid, så hold øje med dem. De skal være gyldne på kanter og spidser, og hvis du vender én af dem over på en rist, skal bunden være gylden. Og de skal alle sammen køle af på en rist, når de kommer ud.
Endnu en gang er de bløde, når du tager dem ud, men bliver sprøde, når de køler af. Vent endelig ikke på, at de bliver sprøde i ovnen, for så er de overbagt, og når de er kolde, og du tager en bid, bliver de til rasp mellem dine læber. Og det er jo bare en vild skam.
Når dine fine stjerner, snefnug, katte, kagemænd, hjerter, cirkler, ruder, blomster, klokker, snemænd, kranse, småkager er bagt og kølet af på risten, kan du gå i gang med pynt. Jeg har set dem dyppet halvvejs i hvid chokolade, og så kan de drysses med krymmel, når chokoladen er våd, men du kan igen bare gøre det, du synes bedst om.
Jeg pynter dem gerne med hvid chokolade, som jeg sprøjter ud, så det ligner krystaller, for den der fine snefnugform kommer ikke så godt til udtryk efter bagning, men med fine streger ovenpå, går det nemmere. Du kan også lave en glasur af flormelis og æggehvide, den bliver kridhvid og står så skarpt, den kræver bare lidt flere armkræfter, og det gider jeg ikke altid.
Chokoladen smeltes over et vandbad og hældes i en sprøjtepose, og så trykker du bare chokoladen ud på kagerne i det mønster, du nu vil have. Hullet i min sprøjtepose er på størrelse med hullet i en enkrone, men du kan forsøge dig lidt frem på nogle prøvekager. Der brugte jeg lige nogle af dem, som blev alt for mørke, fordi jeg småglemte den første plade i ovnen.
Det kræver lige lidt øvelse, men det er ikke svært at få fine kager. Og hvis det fucker helt op, kan du bare vappe chokoladen tilbage i skålen over vandbad og dyppe kagerne, så er der ingen, der behøver vide noget. Bruger du æggehvideglasuren, kan du med en ren kødnål være heldig at skrabe dine pyntestreger af og begynde forfra.
Kagerne kan jo også sagtens spises uden yderligere pynt, de er ikke engang kedelige, bare sprøde og gode. Og så slipper du for at skulle vente på, at chokoladen tørrer, så kagerne kan komme i kagedåsen og få ro, til de skal spises. Det varer sikkert ikke så længe, før det er tid.
En note om kardemommen: Jeg har bagt de her kager flere gange, og jeg plejer at støde hele, sorte kardemommefrø i en morter, og så får bagværket smag, og hele hytten dufter af kardemomme. Men det har simpelthen ikke været muligt for mig at opdrive frøene de sidste par måneder, så denne gang brugte jeg stødt kardemomme, fordi jeg er for doven til at tage de grønne kapsler og makke rundt med dem for at få frøene ud. Men næste gang vælger jeg bare besværet, for det drøn af smag, som jeg ellers elsker kagerne for, udebliver med stødt kardemomme. Det virker umiddelbart lige så aromatisk, når man dufter til krydderiet, men smagen efter bagning er slet ikke at sammenligne med det, du selv støder. Det skete også med mine pebernødder i år, og det er jo dejligt bagværk uanset, men det mangler noget kraft. Alternativt kan du bruge mere i kagerne, men jeg vil hellere anbefale bare at støde det selv. Det bliver altså bedst.
Kardemommeknas med forskelligt pynt. Nogle bedre end andre. Men de smager alle lige dejligt.
Pynt: Omtrent 100 gram marcipan Rosiner Æg og/eller mælk til pensling
Du lægger ud med at sætte mælk i en kasserolle på komfuret ved svag varme, så den ikke brænder på, men bare bliver lun, så det udløser et ahhh, når du lader lillefingerspidsen glide ned i det.
Imens mælken lunes, smuldrer du gæret ud i en røreskål og drysser din safran i en anden skål, hvor du knuser det. Det kan du gøre med bagsiden af en teske, og du hælder de to spsk vand sammen med og kvaser det lidt sammen, og bagefter hælder du det i mælken.
Når mælken er lillefingerlun, hælder du den over gæren i skålen og rører godt, så gæren opløses. Hvis du er i tvivl om temperaturen på mælken, er huskereglen, at det hellere må være til den kolde side end den varme. Men stol på lillefingerspidsen; hvis den synes, mælken er blød og imødekommende, er mælken god.
Nu skal salt og sukker i blandingen, og du kan røre, til det er opløst, for der er ikke så meget, men du kan også bare røre det nogenlunde ud i mælken og lade det stå, imens du lige slår de to æg ud i en skål og pisker dem ret godt sammen, før du rører dem i mælkeblandingen sammen med to tredjedele af melet, så det bliver en ensartet og tyk masse.
Her tager du dit smør ud af køleskabet og skærer det i mindre stykker, som du rører i dejen tre-fem klumper ad gangen. Det er virkelig rarest med en røremaskine, ellers får du i hvert fald trænet armene en smule, og der er sikkert en hjernetræningsgevinst ved at skifte fra din primære arm til den anden og få begge i brug. Jeg tænder for den Kenwood, som kommer fra min mors køkken og er ældre end mig, og så brænder det mine trommehinder af, men den er bedre til at ælte smør i dej, end jeg er. Den stønner og brokker sig i hvert fald mindre.
Når smørret er æltet godt ind i dejen, tilsætter du mel lidt ad gangen, til dejen er fast og slipper skålens kanter, men den må gerne være lidt klistret. Mærk dig frem. Forskellen på 600 og 620 gram kan godt være, at det går fra klisterstads til at slippe skålen og ikke sidde fast på en finger, der trykkes fladt ned på dejen.
Du kan godt smelte smørret sammen med mælken i første skridt i opskriften, hvis du vil slippe for alt det ælteri, men jeg synes, bollerne både bliver mere luftige og mindre tørre, når smørret æltes ind på denne her måde.
Når dejen er klar og ikke klæber til dig, stiller du den til hævning og tager en pause på halvanden times tid, hvor du kan sætte dig med kaffe og benene oppe eller læse en bog eller slukke alting og nyde tiden med din familie, eller måske går du i butikken efter marcipan og rosiner, som du skal bruge i næste trin.
Efter hævningen – det gør ikke noget, hvis det bliver to timer – hælder du dejen ud på dit bord og arbejder den kort igennem. Forhåbentligt er den så fedtet, at den ikke behøver mel for at slippe hænderne. Du deler dejen op i så mange dele, som du gerne vil have boller. Det er jo virkelig forskelligt, hvor store eller små vi synes, luciaboller skal være, men du kan skære fra og lave et eksempel og forestille dig, at den hæver og bliver en halv til trekvart gang større, og vurdere og dele dejen ud fra det. Jeg laver af en eller anden grund altid første halvdel lidt for store og anden halvdel bedre, og så bliver der som regel 20 i alt.
Hver lille bolle trilles lige rund først, og så bruger du begge hænder til at trille den til en halvtyk pølse på måske 30 cm (jeg måler selv efter to håndsbredder med spredte fingre), som du former til et S og lægger på en bageplade med papir.
Der skal pynt og guf i bollerne, og der kan du enten bare trykke en stump marcipan og en rosin ned i midten af krøllen i hver ende af dit S, men jeg plejer at trykke marcipanen ind i spidsen af dejpølsen og så rulle den med ind i bollen.
Og hvor meget skal der i? Det er ikke til at sige så præcist; jeg tager tit, hvad der svarer til min egen pegefingerspids i hver ende af en tyk bollepølse. Når marcipanen er på plads, trykker du rosiner ned oveni, og der siger opskrifterne rigtigt korender, men de er for små og tørre, synes jeg, så jeg vælger altid jumborosiner. Og så sørger jeg altid for at lave nogle uden rosiner, fordi folk er meget forskellige, når det gælder den slags, og jeg vil gerne have glade spisere, så jeg tager gerne hensyn.
Når alle dine boller ligger fint pyntet på pladen, skal de lige efterhæve i mindst en halv time, gerne en hel, og de må godt stå lunt imens.
Efter hævningen pensler du bollerne med æg eller mælk. De bliver blankest med æg og næstblankest med sødmælk og mindre blanke med mindre fed mælk, men jeg har også bagt dem helt uden pensling, og det går så fint an. Pensler du med fløde, bliver de hurtigt ret brune, og det skal man være opmærksom på, når de bages og ser færdige ud, lidt før de er det.
Du tænder ovnen på 230 grader og bager bollerne midt i ovnen i 12-15 minutter, til de er gyldne og lyder hule, når du banker på dem med en kno. Bagetid varierer både med ovne og med størrelsen på dine boller, så hold øje med dem, og tag dem ud, når de er færdige, frem for når tiden er gået.
Luciabollerne er uovertruffent lækre, når de er lune, og de kan spises, som de er, ellers skæres over og smøres.
I morgen er de bedst efter en tur på risteren, og det er ikke dine sanser, der lyver, hvis du synes, der lugter lidt af smør, når de bliver lune igen. Det gør der.
Dine luciaboller er skønne på andentredjedagen, hvis du rister dem og lige kører smør på ristefladen, imens de er varme, så det smelter og fedter godt ind i brødet.
