Jeg elsker småkager og bager gerne et væld af dem op til jul, og jeg har ændret og forbedret flere opskrifter og smeltet dem sammen til denne her, som giver udstikskager, der er nemme at lave, smager dejligt og kan pyntes med glasur og krymmel eller bare hapses, som de er.
De to slags mel blandes med flormelis og vaniljepulver, og det kolde smør nulres ud i blandingen, til den er ensartet. Det kan godt tage lidt tid, men det ved du på forhånd, så du er naturligvis forberedt på at stå med hænderne i mel og smør og være helt zen og fuld af tålmodighed, imens vidunderet sker imellem dine fingre, og din blanding bliver klar til sidste skridt.
Og sidste skridt er et samle det hele med mælken. Det vil sige, du bare hælder mælken i og så klemmer den ud i melblandingen, og på et tidspunkt, står du med noget, der ligner en klump dej, og lige så snart du får den til at hænge sammen som en ensartet kugle, stopper du.
Småkager må ikke æltes alt for meget, og selvom denne her dej er taknemmelig og ikke straks giver sig til at hæve op, bare fordi du har æltet lidt rigeligt, er det bedst at lade den få så lidt motion som muligt. Så hvis den hænger sammen og ser ud til at være ensartet hele vejen igennem, er den klar.
Så lægger du den i en frysepose eller vikler film om den og lægger den i køleskabet mindst to timer. Du kan jo gå en frisk tur i skoven eller sætte dig med dine børn eller partner eller hund eller bare en kop kaffe og en god julefilm i mellemtiden.
Efter to timer på køl er smørret i dejen blevet koldt og fast igen, og den er lige til at lege med. Du finder alle dine flotte udstikkere og en kagerulle, og så er du klar. Dejen rulles ud på et bord, der nok skal drysses en anelse – jeg blandede flormelis og mel i en lille skål og brugte det til udrulningen, det var perfekt.
Dejen skal være 3-4 mm tyk i stort set alle opskrifter på udstikkere, og jeg kommer konsekvent til at rulle for tyndt ud, men det bliver fine nok kager alligevel. Men sigt efter 3-4 mm og stik så kager ud i alle de former, du drømmer om, og læg kagerne på plader klædt med bagepapir. Når du har stukket kager ud på hele dejen, samler du det bare og ruller ud igen, til du har så lidt dej, at det sidste kan være en mundsmag eller blive en kage i sær form. Det er op til dig.
Kagerne skal bages i den øverste del af ovnen (jeg vælger rillen lige over midten) ved 200 grader i 7-9 minutter. Og bagetiden kommer både an på din ovn og på, hvor store kagerne er, og hvor tykke de er, så hold lidt øje med tiden. Mine landede solidt på 8 minutter hver, og de er klar, når de får gyldne kanter eller spidser, og hvis du vender en af dem om på pladen, skal den være gylden i bunden og ligne noget, der er på vej til at blive sprødt.
Fine fnug.
Dine kager køler af på en bagerist, og så er de klar til pynt i alskens farver og kunstfærdighed. Jeg plejer at lave royal icing, som du kender fra butikkernes kransekagepynt. Her blandes glasuren af flormelis og æggehvide (ved stuetemperatur), og den bliver så flot og fast, når den tørrer op. Du kan folde en kornet af bagepapir (der er tutorials på YouTube), eller du kan gøre som mig, hvis du ingen små sprøjteposer har, og bare køre glasuren i en frysepose, slå knude på den (tæt på glasuren), og så – FORSIGTIGT I DEN RETTE TYKKELSE – klippe spidsen af og bruge den som sprøjtepose.
Det kræver lidt snilde og øvelse, men hvis du for eksempel lige laver nogle mønstre på bagepapir, før du kører løs på kagerne, skal det nok blive fint. Det glemmer jeg altid helt hovmodigt, så mine første fem-ti kager er lidt mere rodede end resten. Det gør ikke noget, det er jo hjemmegjort, og det må man gerne kunne se. Og du bestemmer helt selv, hvordan du pynter dine kager.
Måske har du lavet snefnug, som blot skal have et drys flormelis fra en sigte, måske har du træer, der skal males med den grønne frugtfarve (og en pensel lavet til fødevarer), måske har du runde kager, der bliver julekugler så snart, du har dyppet dem i rød glasur. Det er dig, der bestemmer. Eller dem, du nu måtte dele køkken og kagedåse med.
(—> det her blogindlæg er skrevet for en håndfuld år siden, så tilgiv, hvis det virker lidt altmodisch eller umoderne.)
Julefilm kommer i mange former og farver og udgaver, og efterhånden har de forskellige streamingtjenester fået øjnene op for en niche, hvor der måske kunne være lavthængende frugter at tjene penge på, men hvor de så alligevel går til opgaven med krum hals og leverer film, der ikke er metervare, men både har seriøse budskaber, gode manuskripter og godt skuespil. Det er altså dejligt for en lille julegris som mig, så der efterhånden er et væld af film at vælge imellem, når de lange decemberaftner med risengrød, æbleskiver og let klippeklistre skal fordrives. Der er naturligvis film, som på ingen måde er tiden værd, men her nævner jeg lige en række af dem, som jeg synes allerbedst om. De vil meget, nogle kan det hele, andre kan kun det, de lover, men begge slags er fine, og du bliver godt underholdt og måske endda kildet lidt i tankerne.
Love Hard (Netflix) Et tindermatch, hvor den ene flyver på tværs af USA for at overraske den anden med et julebesøg for så at opdage, at den anden ikke er … helt som de havde givet udtryk for. Det kunne ende her, men naturligvis gør det ikke det, for de to laver en aftale, og så går det ellers derudaf med træls familiedynamik, håbløse tanker om romance, morsom bedsteforælder og den bedste udgave af Baby, it’s cold outside, jeg nogensinde har hørt, hvor man lige tager den op til en tid, hvor samtykke er sexet. Det var en overraskelse, hvor vellavet denne her film er, men en god overraskelse for én, der trykkede play for at få noget absolut letfordøjeligt og valgte denne, fordi en af rollerne spilles af en sjov mand fra en tv-serie om livet i tech branchen. Denne her film viser ham som en naboens dreng, alle egentlig kunne blive glade for, fordi han er så sød og god. Du kan formentlig også blive glad for ham, og småsur på hans pisseirriterende bror, så se roligt filmen, hvis du skal lidt let, men fin juleromantik. 4 ud af 6 julekugler.
It’s a wonderful life Måske har du aldrig set denne her film, men du har med garanti hørt om den eller set den nævnt alligevel, for den er med som reference eller eksempel i enormt mange andre film og tv-serier, og har du set Alene Hjemme, har du også fået et klip af den på fransk. Jeg har endelig fået sat mig ned og set den med fuld opmærksomhed i år, og det er faktisk en god film. Den handler om George Bailey, der føler sig så forfejlet i livet, at han ikke vil være her mere. Det kan guds engle naturligvis ikke acceptere, så de sender en repræsentant herned for at vise ham, hvordan verden ville se ud, hvis han aldrig var blevet født. Som du nok kan forestille dig, er det ikke et kønt syn, for ethvert menneske er jo så vigtigt for sine omgivelser, og George er ingen undtagelse, og hans hjælpsomhed og ivrige medmenneskelighed mangler i dén grad. Det er ingen overraskelse, at filmen ender lykkeligt, men det overraskede mig lidt, hvor meget den holder. Det er film fra 1946, og den ér gammel, men den er ikke så bedaget, som jeg havde tænkt. Udover at der er mange mennesker, der råber utroligt meget. Men livet og julen er jo på spil, så det virker også fair nok. Den får 4 ud af 6 julekugler.
Surviving Christmas with the relatives (Amazon Prime) En britisk julefilm, der egentlig mest har julen som en lidt passiv ramme og faktisk mest er en familiefilm, men den foregår i juledagene, de laver julemad og deler gaver, og så er det jo en julefilm uanset. Og det er en fin én af slagsen. Hvis du ikke er til det alt for sødsuppede, er Surviving Christmas nok noget for dig. Historien følger i store træk mange andre film i genren med familieforviklinger, karikerede figurer og romantik på kryds og tværs, men den er ikke glittet og fuld af falsk sne og smukt glimtende julelys i alles blanke øjne. Der er mere røjsere og kartofler og scener, der ligner noget, vi selv kunne stå i. Det er en fin film, som – i lighed med så mange andre – minder os om, at hinanden er det vigtige i livet. 4 ud af 6 julekugler.
Happiest Season Endnu en ny julefilm, denne gang med fokus på LGBT+ og med nogle fine navne på rollelisten. Den var slet ikke, som jeg forventede, og den er mere alvorlig, end den er cute, men den ér god. Det kan være svært nok at tage en ny kæreste med hjem til familien til fem dages juleferie, men hvordan ser det ud, når man er lesbisk, og familien ikke ved det, fordi den er politisk aktiv, og en homoseksuel datter bare ikke passer ind? Det er ikke en nem situation, og filmen retter et fint spotlight på den slags kvaler. Samtidig er den ret sjov, og selvom der er lidt at græmme sig over i form af overgjort morsomhed, er der mange sjove situationer, og det er solidt skuespil fra alle. Man kan virkelig mærke, hvor irriterende familie ind imellem er, men hvor glad man så alligevel er for den. 4 ud af 6 julekugler.
Holidate (Netflix) Det kan være træls at være single, men hvis man sørger for at have en date med hjem til alle højtiderne, slipper man måske for de enerverende spørgsmål om, hvornår man dog finder en kæreste. Naturligvis kan man i en sød julefilm ikke holde det så casual og uden udvikling af rigtige følelser, og der er ikke på den måde ret mange overraskelser i denne her film. Udover hvor god den faktisk er. Jeg så den sidste år og satte den bare på, imens jeg lavede noget andet, men det holdt jeg helt op med, så jeg kunne følge ordentlig med i filmen. Det er sødsuppe med dum forvikling, store hensigtserklæringer og det smukkeste jeg-vil-være-din-for-altid-kys, men den er også sjov på en god måde, og så er der løst op på de klassiske kønsroller i forhold til, hvem der vil kæle og nusse dagen derpå, og dét er også rart. 4 ud af 6 julekugler.
Last Christmas (DR TV) Denne her skal du skynde dig at se. Den er britisk og kom vist sidste år, og jeg begriber ikke, at Netflix har tænkt sig at fjerne den to dage før jul, for jeg kunne se den hele året rundt, for udover at være en fin julefilm, er det en rigtig god film. Den river lidt i de snore, der går fra mit hjerte til min tåreproduktion, og den kan være hård at se. Det er også hårdt at se en dygtig skuespiller med en sløj østeuropæisk accent, og hvis man ser på den med en filmkritikers øjne, vil den en del og peger i mange retninger, men jeg tilgiver den gerne det hele, fordi dens pointe skæres ud i pap uden at tvangsfodre os med den, og det er en rasende god pointe. Oven i det hele er der en uventet og underholdende bonus for danske seere, og det er i det hele taget en film med bonus og dybde, selvom den også både er sjov og let, og det kan jeg så godt lide. Den får 5 julekugler ud af 6.
Single all the way (Netflix) Endnu en af dem, jeg satte på som baggrundsfilm, men var nødt til at følge med i. De er altså begyndt at lave gode film, de streamingtjenester! Den er meget klassisk og handler om, hvem man deler sit liv med, og om det nu er de rigtige mennesker, vi vælger at blive kærester med. Samtidig er den fuld af vanlig familiebavl og folk, der bare vil andres bedste, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad andre har brug for eller ønsker sig. Og så er der hjælpsomme feer i form af yngste generation, som er lidt karikeret, men som bare ved, hvad der foregår, og nogenlunde hvad man stiller op med det. Den er både sjov og sød og god og klog, og den har homoseksualitet i hovedrollen som det mest naturlige, hvilket er ret forfriskende. 4 ud af 6 julekugler.
Let it snow (Netflix) Denne her film er ikke særlig lang, og den handler om unge mennesker, og den foregår i løbet af en enkelt dag et sted langt ude i USAs snedækkede landskaber. Men den er virkelig fin. Tre forskellige historier hænger sammen ved de relationer, vi alle sammen har udover vores hjemby, og de hænger godt sammen. Det er gode historier, som ligner noget fra det virkelige liv, og samtidig indeholder lidt drømmeri og stjernestøv. Den er velskrevet, velspillet og hænger godt sammen, og selvom dens grundlæggende pointe ikke vil overraske ret mange, er der nogle aktuelle issues på spil, og den fortæller sin morale på en god måde. Jeg tror, det bliver en af de film, jeg skal se hvert år, før det kan blive jul. Og den får 5 ud af 6 julekugler.
2,5 dl mælk 25 gram gær (en halv pakke) 50 gram smør 1 æg 2 spsk sukker En lille halv tsk salt 450 gram mel 75 gram sukat 75 gram pomeransskal 50 gram rosiner
Pynt: 1 æg 1/2 dl mælk 100 gram perlesukker
Mælken lunes i en kasserolle, og smørret smeltes ud i. Det må ikke være for varmt, men skal føles rart på en lillefinger dyppet ned i. Gæren røres ud i mælk og smør i en stor skål, og så tilsætter du sukker og salt, der skal opløses. Og det hele kan godt stå og hygge sig lidt, imens du skærer sukat og pomerans ud. Måske har du bare købt det i en bøtte, hvor det allerede er i tern, men der snyder du dig selv gevaldigt!
Jeg har opdaget, at sukat smager helt vidunderligt og næmest lidt af vingummi, når man køber det i et stort stykke og selv skærer ud. Det er meget langt fra den slags, man finder i bøtterne, og sukat ville have et meget bedre ry, hvis alle smagte denne her slags. Når du skærer det ud, tænker du nok, at dét virkelig er noget klistret stads, og det har du ret i. Men så skærer du hel pomeransskal ud bagefter og får en helt ny opfattelse af, hvad klistret betyder. Jeg har aldrig rørt ved noget, der sad fast på mig i en grad som pomeransskal! Men det smager guddommeligt, og det er rart nok at gå i køkkenet og bare bruge den tid, det tager, når man har chancen. Du kan lige nyde det, når du står der.
Smuk sukat, prima pomerans og små rosiner uden pølseender.
Pomerans, sukat og rosiner hældes nu i skålen, og så slår du æg ud i et glas eller en anden skål og pisker det lidt sammen med en gaffel, før du hælder det op i dejen og rører godt rundt i det hele.
Til sidst skal melet i, og alles køkken-magi er forskellig, så ikke noget med bare at veje af og tømme vægtskålen ned i den store skål. Du må lige begynde med halvdelen og så ellers tilsætte mel lidt ad gangen, til dejen er færdig. Det er den, når den samler sig og slipper skålens sider. Måske klistrer den lidt endnu, men det må den gerne. Bare den ikke sætter klatter på fingrene, når du rører ved den.
Den færdige dej får lige et klæde (eller et stykke film) over sig og skal så hæve et lunt sted i en time til halvanden, hvor du kan lave noget krea eller løbe på indkøb eller bare tage en lur og slappe lidt af.
Efter halvanden times hævning, er din dej forhåbentlig blevet mindst dobbelt så stor, og du glæder dig helt til at få fingrene i den. Men først skal du lige tage et æg ud af køleskabet og slå det ud i en skål, hvor du pisker det ret godt sammen med mælk. Det er til pensling af bollerne, så perlesukkerpynten hænger godt ved. Æggeskålen stiller du i nærheden af dine bageplader med papir, og så hælder du perlesukker i en anden skål ved siden af. Og så er du klar.
Hæld dejen ud på et bord, og prøv, om du kan være lidt nærig med melet her og gøre det uden at drysse rundt på bord og boller. Dejen slås ned og deles i 12-15 stykker, som du selv synes er bedst, og de formes til fine, runde boller. De færdige boller dyppes i æggeskålen, så de får æg på hele oversiden, og bagefter trykker du dem blidt en anelse ned i perlesukkeret, så det klæber på hele overen, før du stiller dine boller sirligt på rad og række på din bageplade.
Bollerne efterhænger en time – gerne halvanden igen – og til sidst bages de ved 210 grader i 12-15 minutter. Ovne har deres eget temperament, så hold øje med dem, og hiv dem ud, når de er gyldne og sprøde og lyder hule, når du lige banker let på dem med en kno.
Lad bollerne køle af på plader, og spis dem med smør og glæde til kaffe, te, vand, morgenmad, aftensmad, snack, madpakke, alting.
De smager så absolut af jul med de søde stykker sukat og de skarpt syrlige pomeranser, som spreder smag og glæde i din mund og hele dit væsen. Måske. Ellers kan man sagtens bage julebollerne uden alt det frugt, eller man kan nøjes med rosinerne, eller man kan køre chokoladebidder i stedet. Det er helt op til dig.
De er bedst samme dag og dagen efter, og så begynder de at blive lidt trætte i det. De kan godt ristes, men perlesukkeret fedter til efter et par dage, og det kan godt blive lidt karamelbrændt i en brødrister. Men måske er der heller slet ikke nogen tilbage efter to dage. De er ganske lækre.
375 gram blødt smør 500 gram mel 1 æg (som ikke kommer fra køleskabet) 1 -2 vaniljestænger 250 gram mandler 250 gram sukker
Du behøver ikke smutte mandlerne til denne her type krans, du hælder dem bare i en blender, minihakker eller Gertrud Sands foodprocessor og hakker dem fint sammen med vaniljen. Det er så dejligt nemt og virkelig godt.
Jeg havde pludselig et angreb af mug i min beholdning af lækre stænger, så jeg måtte tage hue på og løbe ud for at hente forsyninger, og jeg var så ude af den, at jeg helt glemte mundbind og måtte hive dem i kurven som det allerførste. Men jeg huskede også vaniljen og overkøbte gudskelov, for jeg fik fat i nogle let kedelige typer, så da jeg åbnede min lille hakker kunne jeg slet ikke lugte vaniljen, men fik kun den lune duft af hakket mandel ind i sanserne. Og den er dejlig, men den er ikke vanilje, og lige i en krans til jul skal vaniljen altså være fremtrædende, så den fik endnu en stang, og det var ganske herligt.
Du kan også blendehakke sukkeret sammen med, hvis du har en dims, der er stor nok til det. Og man skal lige lade maskinen køre lidt, fordi vaniljestænger kan være svære for den at rive helt i stykker. Du kan tage nogle mander fra, som du hakker mere groft, så dine kager får lidt ekstra struktur og knas, men det er op til dig. Personligt synes jeg ikke, det gør noget med små nister af vaniljestang i mine småkager, men det er jo op til, hvor hys du er i den ene eller den anden retning.
De hakkede mandler, vanilje og sukker skal op i en skål, og melet blandes i. Du kan bare røre rundt med en stor ske eller blande det med klør fem – hvis du har vasket hænderne.
Praktisk småkage!
Så slår du ægget ud i et glas eller noget, der ligner, og pisker det lidt med en gaffel. Det er nemmest, hvis ægget ikke kommer lige fra køleskabet og allerhelst skal det have samme temperatur som smørret (der var jeg godt hjulpet af min pludselige tur i Netto, for så fik alting ekstra tid på køkkenbordet). Når det er pisket lidt sammen hælder du det op til alt det tørre, og så skærer du dit smør ud i mindre stykker, som du også føjer til blandingen i skålen. Og så ælter du det bare sammen. Du kan gøre det med en ske, eller hvis du har sådan en plasticrøredims, som er drøngod til frikadellefars og egentlig bare er en grydeske, som har et hul, hvor andre skeer har en hulning til alt det, man fylder i en ske, kan du bruge den. Det gør jeg altid, og den er uovertruffet til kagedej.
På et tidspunkt samler det sig lidt mere, og så må du altså tage hænderne i brug. Det er ikke alt for smattet, bare venligt fedtet af smør. Og så lægger du kransedejen i en frysepose, som du sørger for at binde knude på eller tætne på anden vis, før du lægger den i køleskabet en time eller to.
Nogle gange er der ikke plads nok på lillefingeren!
I mellemtiden kan du fylde alle dine appelsiner med hele nelliker, så dit hjem dufter af julestue, eller du kan klippe snefnug eller måske bare sidde med din te eller kaffe og kigge ud på den grå himmel og tænke på, hvor heldig du er, at du lige kan trække vejret og få en pause – og har vaniljekranse til aftenkaffen senere.
Når du har trukket vejret og ventet et par timer, tager du lidt af den ud af køleskabet ad gangen og lader resten vente, så du hele tiden har noget koldt at arbejde med. Og så er det ligesom i dine gamle billedkunsttimer, hvor du skulle forme et askebæger med pølser af ler. Her er opgaven bare nemmere og sjovere, fordi du triller pølser på tykkelse med min lillefinger – og du ved da nok ikke, hvor tyk den er, så der kan du bare gå efter din egen eller prøve dig lidt frem. De bliver større lidt i ovnen, men de flyder ikke meget ud, og jeg har aldrig oplevet, at de bager sammen, og jeg har da nok 20 stk på en plade ad gangen.
Pølserne samler du til kranse, som du lægger på en bageplade med papir og trykker en anelse flade med fingrene. De får ikke samme look som Karen Volfs, til gengæld er de fulde af dit håndelag og omhu og den særlige charme, du føjer til alt, du laver med hænderne. Det er væsentligt bedre end fru Volfs kageværk.
Dine vidunderkranse skal bages ved 180 grader i 12-14 minutter. Alle ovne varmer helt forskelligt, og i min nye ovn skulle de kun have ti minutter, i din skal de måske have 15 minutter. Den slags kan man aldrig vide, så du bliver bare i køkkenet og holder øje med udviklingen bag glasset i dit komfur. Du er sikkert også i gang med at trille flere pølser, så du er jo i nærheden, og så har du også muligheden for at nyde det helt ned i din sjæls dybeste, mørkeste krog, som trænger til glæde, når duften af varmt smør og nød og vanilje breder sig fra din ovn og lister sig op i al dit åndedrætssystem. Ahhhh!
Hvad synes vi om vaniljekransene?
Kagerne er klar, når de er let gyldne, og som det ofte er med småkager, er de ikke knasende sprøde, når du løfter pladen ud af varmen og trækker papiret med kagerne hen på en rist. Det kommer, når de har ligget der lidt, og så skubber du dine kranse fra papiret og over på risten, hvor de fulde af spænding og knas lægger sig til at vente på at blive helt, helt, helt kolde. Og når de er det, og der har været lidt forventeligt svind, lægger du dem i kagedåser.
De kan teknisk set holde et par ugers tid, men så længe har mine endnu aldrig overlevet i nærheden af min grådige mund. De er virkelig gode. Og selvom de tager tid, er det ikke svært eller krævende, og hvis du har selskab af børn eller søskende eller venner eller veninder eller forældre eller naboer eller andre, er det bare hyggeligere og føles mere effektivt.
Det her søde krydderiopkog kan bruges til mangt og meget, og det kan forsøde dit liv på så mange måder. Der er mange flere muligheder, end jeg skriver her, så du kan bare kaste dig ud i køkkenforsøgene. Hæld det på lagkagebunde, brug det i bolledej, lav saftevand af det, pensl din kringle med det, verden er helt åben for dine måder at bruge siruppen på. Men først skal du jo lave den, og det gør du sådan her:
3-4 kanelstænger 1-2 tsk kardemommefrø 1 tsk nelliker 5-6 stjerner anis (husk at tage dem med korn i) 1 spsk sorte peberkorn 1 tsk allehånde 3-4 cm ingefær 4 dl vand 4 dl sukker
Det her er den slags opskrift, hvor man første gang gør, som der står, og anden gang har man sin egen præference med mere eller mindre af det ene og det andet. Den originale opskrift fortaber sig, for jeg har ændret og mingeleret en masse med den, og det her er tilfældigvis en blanding, der gør mine smagsløg glade. Det kan være, du elsker ingefær meget mere (eller mindre, det smager jo lidt af sæbe), måske synes du bedre om en sirup med flere nelliker (de er dog ret kraftige og vil virkelig gerne overdøve alting), og måske vil du helst bare have en sirup, der kradser i halsen og lægger dobbelt så meget peber i og føjer endda chili til. Det kan man gøre, helt som man vil, så længe man bare er glad for resultatet. I første omgang kan du prøve min slags, og så kan du jazze med næste portion, hvis du ikke bare er enig med mine (enormt kloge) smagsløg.
Vand og sukker og alle krydderier koges langsomt op i en kasserolle med tyk bund, så den kan holde varmen længe. Alle de hele krydderier har godt af lige at møde noget tungt i din morter eller den flade side af den store kokkekniv, så de får hul på skallerne og lader deres indre komme lidt ud og blande sig med alle de andre. De bliver bedste venner i gryden, siger jeg dig.
Jeg lader det koge ganske stille i 20-30 minutter, til det begynder at blive tykt, og så sigter jeg alle krydderierne fra med en hulske, og lader siruppen koge videre uden låg, til den bliver lige så tyk som, ja altså, som sirup, før du tager den af varmen. Og imens din sirup køler lidt af i kasserollen, skolder du et sylteglas eller en flaske i passende størrelse, og slutteligt hælder du siruppen op og lukker låget og glæder dig til alt det, du skal bruge den til.
Chai: Lav en god og stærk sort te i en kande og hæld en kop op til dig selv. Tilføj din sirup i passende mængde; og det svinger vildt, hvordan man foretrækker det, jeg vil gerne have en del sirup til tre-fire del te, afhængig af styrken. Og til sidst hælder du varm opskummet mælk i teen (det kan nemt klares med en af de batteridrevne, du lige stikker i en kasserolle med varmet mælk), og så sætter du dig godt til rette og nyder en god chai.
Pumpgunkaffe: min telefon kunne ikke skrive pumpkin, da en kendt kaffekædes pumpkin spice latte for en håndfuld år siden ramte vort lille land, og den rettede rask væk til pumpgun. Således hedder al den slags krydderkaffe nu bare pumpgunkaffe hjemme hos mig. Og det er ret effent. Det er ikke helt som den fine kædes, men det er godt nok alligevel, og man kan få flødeskum på sin kaffe, hvilket aldrig er dårligt. Det er såre simpelt; kaffe, sirup, flødeskum, voila!
Og så er der pumpgunsnapsen: Denne her herlige eliksir kan med fordel blandes med noget god vodka eller smagsneutral snaps, der er lavet til selv at finde på. Den er god, som den er, men du kan også skære nogle æbler i både og lade dem trække med, så får du smagen af æbletærte, når du tager en dram, og det varmer på alle måder din sjæl. De syrlige æbler er bedst, og de er tilfældigvis lige i sæson nu – sikke et held! Måske kan røde Ingrid Marie også være gode, jeg tænker, de kan afgive en anelse af deres røde farve til resten, og det vil kun være ekstra fint. Jeg har haft succes med at bruge en del sirup til fem dele alkohol, så smager det af noget, men er ikke ren sukkerstads. Man skal dog vogte sig for at tro, det netop ér sukkerstads, jeg kender en del, som er vågnet op med tunge hoveder efter sagtens at kunne tåle en-to-syv mere af de her snapse. Dyre lærepenge, men godt smager det!
3 dl rødvin 1 dl sukker 1 dl portvin 3 kanelstænger 1 par cm frisk ingefær 1 tsk hele nelliker 1 tsk kardemommefrø 1/2 tsk hel allehånde skallen fra 1/2 appelsin
Giv allerførst allehånde og kardemommefrø en anelse tæv i din tunge morter, så de lige åbner sig en smule og kan lukke deres liflige aroma ud i verden. Og appelsinskallen kan du tage med en urtekniv, hvis du er ferm på fingrene, som alles bedstemor var, indtil de lagde kartoffelskrællere på hylderne hos landets isenkræmmere. Er du – ligesom jeg – lidt mindre ferm og uvant i håndelaget, kan du skære af appelsinens skal med netop kartoffelskrælleren, hvis den ellers er skarp nok.
Ellers kan du skrælle en appelsin og spise den, og så skraber du alt det hvide af med en teske, smider det ud og vapper det orange i din gløggekstrakt. Husk at vaske appelsinen forinden, også hvis den er økologisk.
Opskriften er så simpel som at koge vinen op med sukker, til sukkeret er helt opløst. Det gøres bedst ved lav til middel varme, så det ikke buldrer derudaf. Når sukker er smeltet sammen med vin, tilsætter du alle dine krydderier og appelsinskal og portvin og lader det koge et par minutter under låg – helt stille og sagte, så det bare lige giver bevægelse i overfladen.
Så tager du din fine kasserolle af varmen og lader den stå, gerne til den er helt kold eller bare så længe du gider vente. Ekstrakten sigtes og hældes på en nyskoldet (og evt. atamonskyllet) flaske, et sylteglas eller hvad du har, og så gemmer du den i et mørkt skab, til du får lyst til gløgg. Hvis du får lyst til gløgg i morgen, skal du hellere købe noget og lade din ekstrakt få lidt ekstra tid. Ikke haste sådan!
Det er gløggekstrakt med det sorte låg.
Gløggen laver du af en flaske rødvin som blidt og nænsomt varmes op sammen med din ekstrakt, jeg plejer at bruge hele denne portion til en flaske vin, og det giver en kraftig gløgg, som varmer godt. Er du frisk, hælder du lige en anelse snaps i, så varmer den ekstra godt. Du kan også lave tricket med at rosinerne har ligget og søppet en tid i en dejlig (og smagsneutral) alkohol, før du hælder dem i din gløgg. Og så er det ellers bare skål, og evt. god lur bagefter, for man kan godt blive ganske lækkert søvnig af det. Ahh.
Jeg glemte engang min ekstrakt, og da jeg lavede gløgg af den tre år senere, var den helt igennem fantastisk. Hvis bare dit låg slutter tæt og din beholder er ren som engles kinder, forestiller jeg mig, det kan stå i årevis, men helt så længe er der ingen grund til at vente. Brug det i juleferien og lav en ekstra omgang, som du gemmer til næste år. Og når du så laver ekstrakt næste år, har du til året efter. Det er helt smart og lige noget, som bedstemor med de ferme fingre ville sætte pris på.
Vi skal klippe og klistre og folde og folde os ud igen i år, og vi skal bruge saks og lim, og det kan gå hastigt for sig, hvis man bliver ivrig, så husk lige på, at når vi er færdige, skal alle have lige så mange fingerspidser og næsetipper, som de havde, før vi gik i gang. Hjælp de små og dem, der har behov.
Og husk at have den gode stemning med i hvert ark papir. Så bliver det bedst.
Der er en masse gamle og kendte vers til gækkebreve, men jeg kan godt lide at lave mine egne. Så kan jeg gøre det mere personligt, afhængig af hvem modtageren er, eller jeg kan gøre det nemmere og sværere at gætte, hvem det kommer fra.
Jeg skrev engang et til en kammerat, hvor jeg havde taget fat i klassikeren “En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger” og fik det lavet til et vers om at gå på sommerbar og ‘en fuld mand uden slinger’. Det havde nok været en større succes, hvis jeg havde sendt det til min kammerats adresse i stedet for hans fars, som jeg fandt i telefonbogen. Der var megen spekulation i den lille familie om, hvem der dog havde sendt farmand et drikfældigt og knap så propert vers med en vintergæk, og først engang i begyndelsen af sommeren fik min ven nævnt mysteriet, som jeg så hurtigt opklarede og grinede af. Der var vist ingen, der fik et påskeæg for det, men vi har da sikkert delt to øl.
Her er nogle vers, du enten bare kan skrive af, eller som måske kan være inspiration til dine egne. Måske elsker moster Oda bananer, og så kan der være noget med dem? Eller fætter Ole fisker dagen lang, så hans æg kan hænge i en fiskestang? Det må gerne være fjollet, og du bestemmer selv, hvor mange ledetråde du sender med i ordene.
En gækkehilsen fra en ven, hvis navn du selv må gætte. Jeg giver dig en ledetråd, måske en af de lette? Får du ret i navnet fat, er der påskeæg til din hat. Gætter du det hele galt, går ægget til mig, helt kort fortalt.
Et lille brev med gætteleg, vi ser om du mon kender mig. Hvis du kan gætte, hvem der sender, er påskeægget i dine hænder. Hvis du ej gætter navnet mit, er påskeægget ikke dit. Hvem ved hvor lykken ender?
Et påskeæg er påskeskæg, kun hvis du navnet gætter. Det står med blomster smukt og blidt, og gætter du ret, er ægget dit!
Klassikeren er jo at slutte af med “mit navn, det står med prikker, pas på, det ikke stikker”, og den er jo fin og ligetil, men jeg lægger altid hjernen lidt i blød for at finde andre rim. Står med pletter, pas på, det ikke letter. Står med bobler, måske det præmien fordobler? Står med hjerter, at gå af med påskeæg smerter (eller noget med fjærter?). Min hilsen står med pletter, monstro du navnet gætter?
Der er frit slag, hvad angår udklip på papiret. Du folder bare og går i gang. Nogle gange skal man lige bruge et par prøveklip på at acceptere, at den ide, man havde, simpelthen ikke lader sig gøre, men hjerter, blomster og æg går ligesom aldrig af mode i et gækkebrev.
Og husk at vedlægge vintergækken, før du lukker kuverten og sender dit gækkebrev. Hvis du har én for meget, kan du stille den i et snapseglas med vand i vinduet og se den vinke foråret velkommen derfra.
Print skabelonen ud og overfør tegningerne til et papir (eller gør dem efter i fri hånd) og klip figurerne ud.
Vingerne limes på de små kyllinger med en limstift, du vælger selv, om de skal have på begge sider.
Æggene sættes på en kort sytråd med tape, og begge kyllinger kan sættes direkte på et vindue med dobbeltklæbende tape eller får en længere sytråd, som tapes fast på kylling og på vinduet eller vinduesrammen. Så hænger dine fine kyllinger der og pynter.
De kan naturligvis også sættes med dobbeltklæberen eller elefantsnot på alverdens ting i hjemmet. Vaser, vitrinelåger, fjernsynet (måske helst kanten, trods alt), lampeskærme, billedrammer… bare slå dig løs, der kan næsten ikke komme for meget påskeforår ind i stuerne.
Er du heldigere udrustet i kreaskuffen end mig, har du måske fjer liggende, og så kan du nemt lige forfine kylleryllerne med en halefjer (den sidder nemt fast med tyk limstift eller en dut fra limpistolen), og du kan jo tvære limstift på vingerne og drysse med glimmer, før du klæber dem på fuglen, eller du kan sætte øjne på pipperne, tegne næbbene op, give dem striber, prikker eller tøj på, hvis du har lyst. Husk, at påskekyllinger kommer i alle regnbuens farver og ikke er bange for at skille sig lidt ud på Elton John-måden.
Creme 1/2 liter sødmælk (og det skal være sød) 3 hele æg 100 gram sukker 1 vaniljestang 30 gram mel
Hæld mælken i en tykbundet gryde, og varm den op til den koger. Imens du venter på det, finder du en god vaniljestang, som du skærer op på langs. Så trækker kornene ud af den ved at køre bagsiden af din urtekniv mod stangen i hele længden. Så sidder alle de fede korn på kniven, og du vapper både stang og korn ned i mælken og rører lidt rundt. Og når mælken er varm nok, tager du gryden af varmen og lader mælk og vanilje stå og blive lidt kærlige på hinanden i et kvarters tid.
Imens kan du slå æggene ud i en stor skål og piske dem med sukkeret. Det kan godt tage en rum tid, men hvis æggene er stuetempererede, går det lidt nemmere. Det vokser og bliver en fyldig masse (der smager som engle og regnbuer, så pas på med smagning, hvis du ikke er enormt standhaftig!), og den er klar, når du kan tage en dråbe på pegefingeren og gnide tomlen imod uden at mærke sukkerkorn indeni. Så sigter du melet ned i æggemassen og pisker det hele godt ind. Pisk et øjeblik mere. Jeg piskede ikke nok og endte med at måtte køre cremen gennem en sigte, fordi der var enkelte små klumper i (heldigvis ved jeg, at opskriften fra Meyer inkluderer sigten i processen, så man kan bare sige, det er meningen), men det kan altså undgås ved at være lidt mere omhyggelig her.
Mælken er nu kølet af, så du tager vaniljestangen op og smider den væk. Og imens du pisker i æggene, hælder du lige så langsomt mælken ned i dem og sørger for at piske det hele godt sammen. Det er derfor, du skal begynde med en stor skål, det ender med at fylde…mere end jeg kunne huske. Når al mælken er i, hælder du massen tilbage i gryden og får den på blusset igen. Og den er altid fuld af et væld af små bobler på overfladen, de skal nok blande sig med al resten, bare rolig.
Cremen skal nu koges op under omrøring, og det er vigtigt, du ikke bare fyrer gryden op på max, for så stivner æggene, og alt bliver noget juks. Stille varme (mit komfur går til 12, og jeg havde den imellem 3 og 4, det var perfekt) og et piskeris i gryden. Og så står du der og rører, og det tager lidt tid, men pludselig opdager du, at alle de småbitte bobler som brusede lige før, er gået væk og blevet en del af massen, og så rører du bare videre, ser massen begynde at dampe og mærker, at den faktisk bliver anderledes at røre i.
Du gør det helt rigtigt, yes! Og på et tidspunkt samler det hele sig i noget, der faktisk ligner en creme, og så bobler det i store og lidt dovne bobler og bliver til en vaskeægte kagecreme. Det er den bedste magi! Jeg hælder til en lidt tykkere creme, og til boller må den især gerne være lidt fast, så den ikke løber fra os. Men du styrer, hvornår cremen er færdig, og husk, at den ér fastere i kold form end varm.
Når cremen er færdig, hælder du den over i en skål, der kan komme i køleskabet. Jeg brugte et ovnfast fad fra IKEA, som er bredt, så den hurtigere kunne køle af. Og creme trækker skind, hvis den får lov, så du skal ikke blot dække skålen/fadet/bøtten, du skal lægge film helt ned PÅ cremen, og det føles helt forkert og mærkeligt og som noget, ens mor skælder ud over, men det er altså sådan, man gør. Du kan også drysse den med sukker, men jeg har bedst erfaring med at lægge film på. Jeg kan også godt lide at mærke cremen og vide, at dén har jeg skabt med køkkenkemi. Føl lige på den med bløde fingre og tænk på, hvor cool du er!
Med et smil på læben over egne evner, sætter vi cremen i køleskabet og lader den stå, til vi laver bollerne i morgen. Tag en kop kaffe, forkæl dig selv, det er velfortjent.
Opskriften på creme har jeg fra min veninde Sif, der engang bloggede anarkistisk om kager, og nu har rige mængder historisk guld om mad og bagværk på Madam Sif.
Begynd med at tage æg ud af køleren, så de ikke er iskolde, men får lidt stuetemperatur. Bland lidt varmt vand fra elkedelen med koldt fra hanen, til du har 1 dl vand, der føles rar og blød at stikke lillefingeren i. Du må ikke brænde dig, det skal kun være håndlunt, og det må hellere være til den kolde side end den varme.
Smuldr gæren ud i en røreskål og hæld vandet over sammen med sukkeret. Smørret kommer fra køleskabet og skæres i små stykker og plumpes ned i skålen til det andet. Æggene slås ud i en lille skål sammen med saltet. Det er lige, hvad der kan være mellem to fingre, når du stikker dem i saltbøtten. Og så gør du det to gange. Pisk det lidt sammen med en gaffel, og hæld det ned i den store røreskål til alt det andet, og lad det stå tildækket i en halv til en hel time et sted, hvor det er lunt.
Nu kommer du tilbage til en skål, der ligner et kemi-eksperiment (al bagning er kemiforsøg, og det er så herligt at se, hvordan man kan gå fra at være fuldkommen uduelig i kemilokalet til at være komplet kompetent, når bare man går i køkkenet!), og det er meningen. Smørret skal møves lidt mere ud, og jeg plejer at vaske hænderne grundigt og så stikke klør fem ned i skålen. Så smatter jeg blandingen ud mellem fingrene som et legebarn, og det er fedtet og fjollet, men det virker, og snart har du en lidt mere ensartet masse i skålen.
Venstre er skålen efter hævning, og højre er skålen efter hævning og smøræltning med mine ferme fingre.
Det er en dej, som ikke skal æltes alverden, så hæld 3/4 af melet i skålen og rør det ind i gærmassen, så den hænger sammen. Dejen skal være klistret, men dog ikke sidde fast i alting, så den er umulig at arbejde med. Jeg endte med præcis 450 gram mel sidst, men det er lidt forskelligt i forhold til æggenes størrelse, hvor lunt og hævet alting er, og hvor meget du har mast rundt med smør. Men dejen er fedtet, så selvom den klistrer nu, kan den godt hænge bedre sammen efter hævning. Og du kan altid tilsætte lidt ekstra mel ved udrulning, så du skal ikke bekymre dig, så længe dejen slipper skålens sider og ikke direkte føles som tapetklister.
Nu dækker du skålen igen, og det bedste køkkentrick, jeg måske nogensinde har fået, er, at film hænger fast på våde flader. Så hvis du står med en plasticskål (som mig og min arvede Kenwood-skål), kan du lige gøre dem våde med den kolde hane og glide fingrene rundt på kanten af skålen. Så trækker du film over og ser miraklet, at den fæster på plast, som ellers altid har været så umuligt. Det redder mange køkkentjanser fra et urimeligt højt blodtryk. Stil skålen lidt lunt igen og lad den stå i mindst en time. Min står gerne i to.
Når dejen er blevet stor og fin og flot i din skål, hælder du den ud på bordet og ruller den flad med kagerullen. Så folder du den ind over sig selv som et trefløjet brev fra en rudekuvert og ruller den flad igen. Og så folder du den ind over sig selv som et brev fra en rudekuvert på den anden led og ruller den flad igen. Gør det lige én gang til, og fold den så til en håndterbar størrelse, som du deler i 16-20 stykker. Jeg kan aldrig regne ud, hvordan jeg gør, når det færdige antal deles med fem, men det kommer sig jo virkelig ikke så nøje, så længe bollerne på hver plade er nogenlunde af samme størrelse.
Hvert stykke dej trilles til en kugle og rulles flad i noget, der kan ligne en firkant, hvis man anstrenger sig (jeg er elendig til at rulle ud i særlige former, men jeg har en god fantasi), læg en god spsk creme på midten af dejen og lav det trefløjede brev en gang til. Fold ind over cremen fra begge sider og fra hver ende, så du har en bolle, der slutter tæt om cremen. På vej til bagepladen kan du måske lige runde bollen lidt, hvis den er blevet for firkantet. Ellers kan du sige til dig selv, at alle de store også laver firkantede fastelavnsboller, og det er jo ok. Det vigtige er, at cremen ikke har huller at løbe ud af.
Sidst jeg bagte dem, rullede jeg dejen rundt ud, og så foldede jeg sådan tre hjørner ind mod midten, så der var tre tilbage. Og de kan så foldes ind over også, og det gør bollen til lidt mere af en rund type. Du gør bare, hvad du lige selv synes, og bliver glad for det.
Sådan folder du bollerne om cremen.
Bollerne sættes alle sammen på en plade, du har beklædt med papir, og så hæver de en halv til en hel time, før de pensles forsigtigt med sødmælk eller æg (igen ikke iskoldt fra køleskabet, så får dine små, fine boller jo en forskrækkelse), og så bager du dem midt i ovnen ved 200 grader i 13-15 minutter. Igen – ovne er forskellige, boller er forskellige, og præferencer er især forskellige, så hold øje med bollerne, og tag dem ud, når de er smukke og farvet som guld, du gerne vil sætte tænderne i. Du kan evt. vende bunden i vejret på en prøvebolle og lige smølfesparke (hvad hedder det overhovedet? Flicking?) på bunden, som skal være hård og sprød i det og være mørk (men ikke sort!).
Bollerne skal køle af på en rist, og så kan du pynte med glasur og krymmel, eller hvad du nu elsker, og hvis du er eventyrlysten, kan du sagtens køre chokolade i som nogle bagere gør. Du kan også lægge remonce i (lige dele smør og sukker røres sammen, kan også få en del marcipan med), eller du kan hælde dit yndlings-syltetøj i, og der er nærmest ingen grænser. Du skal dog være opmærksom på, at det påvirker bagetiden, og at det er bedst at vælge fyld, som ikke er alt for vådt.
Og en note fra en gjort erfaring; pastafarve fra Wilton er flot i glasuren, men det giver sig altså til at sive ud fra flormelis til bolledej, og det ser… mindre pænt ud. Jeg har helt måttet tage mig sammen for at synes, billederne er fine nok til at vise frem. Men vi lærer af vores fejl, siger folk, og så blev vi da så kloge. De her skulle bruges til en fødselsdag, og derfor fik de masser af rød farve og et fint, hvidt kors næste morgen, så der var flag til alle, der sang. <3
