Glædende gløggekstrakt

krydderier appelsin sukker vin og portvin foran kasserolle på komfur
Ingredienserne til din gløggekstrakt.

3 dl rødvin
1 dl sukker
1 dl portvin
3 kanelstænger
1 par cm frisk ingefær
1 tsk hele nelliker
1 tsk kardemommefrø
1/2 tsk hel allehånde
skallen fra 1/2 appelsin

Giv allerførst allehånde og kardemommefrø en anelse tæv i din tunge morter, så de lige åbner sig en smule og kan lukke deres liflige aroma ud i verden. Og appelsinskallen kan du tage med en urtekniv, hvis du er ferm på fingrene, som alles bedstemor var, indtil de lagde kartoffelskrællere på hylderne hos landets isenkræmmere. Er du – ligesom jeg – lidt mindre ferm og uvant i håndelaget, kan du skære af appelsinens skal med netop kartoffelskrælleren, hvis den ellers er skarp nok.

Ellers kan du skrælle en appelsin og spise den, og så skraber du alt det hvide af med en teske, smider det ud og vapper det orange i din gløggekstrakt. Husk at vaske appelsinen forinden, også hvis den er økologisk.

Opskriften er så simpel som at koge vinen op med sukker, til sukkeret er helt opløst. Det gøres bedst ved lav til middel varme, så det ikke buldrer derudaf. Når sukker er smeltet sammen med vin, tilsætter du alle dine krydderier og appelsinskal og portvin og lader det koge et par minutter under låg – helt stille og sagte, så det bare lige giver bevægelse i overfladen.

Så tager du din fine kasserolle af varmen og lader den stå, gerne til den er helt kold eller bare så længe du gider vente. Ekstrakten sigtes og hældes på en nyskoldet (og evt. atamonskyllet) flaske, et sylteglas eller hvad du har, og så gemmer du den i et mørkt skab, til du får lyst til gløgg. Hvis du får lyst til gløgg i morgen, skal du hellere købe noget og lade din ekstrakt få lidt ekstra tid. Ikke haste sådan!

gløggekstrakt og chaisirup
Det er gløggekstrakt med det sorte låg.

Gløggen laver du af en flaske rødvin som blidt og nænsomt varmes op sammen med din ekstrakt, jeg plejer at bruge hele denne portion til en flaske vin, og det giver en kraftig gløgg, som varmer godt. Er du frisk, hælder du lige en anelse snaps i, så varmer den ekstra godt. Du kan også lave tricket med at rosinerne har ligget og søppet en tid i en dejlig (og smagsneutral) alkohol, før du hælder dem i din gløgg. Og så er det ellers bare skål, og evt. god lur bagefter, for man kan godt blive ganske lækkert søvnig af det. Ahh.

Jeg glemte engang min ekstrakt, og da jeg lavede gløgg af den tre år senere, var den helt igennem fantastisk. Hvis bare dit låg slutter tæt og din beholder er ren som engles kinder, forestiller jeg mig, det kan stå i årevis, men helt så længe er der ingen grund til at vente. Brug det i juleferien og lav en ekstra omgang, som du gemmer til næste år. Og når du så laver ekstrakt næste år, har du til året efter. Det er helt smart og lige noget, som bedstemor med de ferme fingre ville sætte pris på.

God fornøjelse.

(Under det gyldne låg er der chaisirup.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *