Min alleryndlings nogensinde er Arthur Christmas. Det er en film, jeg kan se året rundt, og den har hjulpet mig igennem en del kriser, fordi Arthur er så magisk og stædigt tror på det allerbedste. Og det er ret meget bedst, når det gælder ham, for hans hjerte er mindst lige så stort som alle næserne i hans familie tilsammen. Den handler om det bedste i julen, og ja, det er jo om familien Julemand, så det er også gaver, men det er mest af alt glæden og troen på julen og hinanden. James McAvoy er den tegnede Arthur og Hugh Laurie er hans mindst lige så eminente storebror. Det er en fantastisk fin film, og selvom jeg har set den mindst ti gange, bliver jeg ved at opdage nye detaljer, hver gang den løber over skærmen. Jeg elsker Arthur.
Ingen jul uden Polar-Ekspressen, hvor en computertegnet Tom Hanks styrer løjerne, imens nogle børn lærer vigtigheden af at hjælpes ad og ikke være nævenyttig, men lade andre lede og tro på, at vi hver især gælder og tæller og er noget værd. Hvis du er en af dem, der har taget bjælder i lommen efter min snak om bjældeklang, vil du sætte særligt pris på en pointe i den. Og så har filmen lært mig sangen Good King Wenceslas at kende, og det er fint, fordi den har en dejlig rytme og et godt kor, og så ikke mindst fordi de fine stemmer kræver “Bring me flest and bring me wine”, og det kan man da nok synge med på iført en vis begejstring.
Alene Hjemme er jo en klassiker, og jeg ser den ikke så meget for de vilde indviklinger, som Kevin finder på, men for Macauley Culkins virkeligt fine skuespil og kække charme. Jeg kan ikke engang sige, det bare er en voksen-dame-kniber-ungerne-i-kinden-ting, for jeg har altid haft det sådan med hans tapre holden fortet og insisteren på, at tandbørsten skal være godkendt af tandlægeforeningen. Plus den scene, hvor hans indkøbsposer går i stykker. Suk, hvor vi kender det. I øvrigt har den også den evigt gyldige pointe om at tro på hinandens vilje til løsning og venskab frem for konflikt og fjendskab. Og det kan man faktisk aldrig se en gang for meget. To’eren er ikke lige så skarp, men man kan godt lige holde et Home Alone-athon med de to, blandt andet fordi Tim Curry og Rob Schneider er urkomiske i opfølgeren.
Jeg har det superanstrengt med Vince Vaughn og var mere end skeptisk, da jeg fik Fred Claus anbefalet, men tippet kom fra en ganske betroet juleglad veninde, så jeg trykkede plan og sad med armene over kors og skepsis i hele sjælen, og så elskede jeg den bare. Vaugh er god, hans figur er fin, og det er ikke svært at sætte sig ind i, at Julemandens yngstesøskend har et lillebrorkompleks på størrelse med Alaska. Han er ikke den eneste, og det er en ret sjov detalje i filmen. HIstorien er både langt ude og plat sine steder, men Kevin Spaceys lean-konsulent, nogle sjovt kiksede sidefigurer, en rasende Rachel Weisz og en blød pointe om, hvem der er voksen for hvem, og hvordan man gør den slags bedst, trækker filmen helt hjem, og jeg blev fan med det samme.
Kurt Russell som julemand lød fantastisk, og jeg havde store håb, da Netflix for nogle år siden fyrede op for en helt ny julefilm. The Christmas Chronicles hører til i den lidt letbenede ende, men pointen er god nok; det handler stadig om at have troen på plads. At have tillid til andre mennesker og at tro på sig selv. Så skal det nok blive jul. Jeg så den, straks den kom, og jeg blev så begejstret og talte om den i ét væk, og min ellers så juleskeptiske kæreste gik med til at se den, og han kunne faktisk også lide den. Der er lidt overraskelser og spas gemt undervejs, og det er så fin en film, at jeg fuldkommen tilgiver de ret elendige nisser. De gør ingenting, når resten er så fint. Brødre og søstre, mødre og fædre, julemænd og -koner, se den, og bliv varme i hjertet og bløde i sjælen.
Det nye julesort er tilsyneladende at lave små afgrænsede tv-serier om juletiden, og der har jeg hurtigt fået tre favoritter med norskens Hjem til jul, der er melankoli, sne og længsel efter kæææærlighed, tyskens Über Weihnachten, der er melankoli, familiesygdom og længsel efter liiiiiiebe, og amerikanske Dash & Lily, som (med et fint og happy lille soundtrack) er familiedynamikknas, håb og akavethed og ikke mindst længsel efter looooove. Hver af dem er fin på sin måde, og det er helt rart at høre både tysk og norsk og se, at de altså godt kan finde ud af at lave dejligt fjernsyn. Tit er det også lidt mere vedkommende og ægte, selvom det kan være ligeså klichéramt som alt det andet.
Uha, det blev hurtigt til meget, og jeg er kun ved at skrive mig varm! Men her er boblerne:
The Holiday Calender har et enormt gennemskueligt plot, men ret fint skuespil, og god magi, og det sidste hører lidt til sjældenhederne. Jeg har set den en håndfuld gange nu, og den bliver ved at være tynd i plottet, men den bliver også ved at gøre mig glad, fordi den har ret og får mig til at ønske, der var mere magi i verden.
De eventyrlige vogtere er vist ikke en egentlig julefilm, men Julemanden er med (med en ærgerligt karikeret stemme af Alec Baldwin), og Jack Frost er lynhurtigt blevet en af mine favoritfigurer, og han går så fint i spænd med Påskeharen, der naturligvis kommer fra nede under jorden. Det giver mening, hvis du ser den. Og gør da lige det. Hvis du ikke når det i juleferien, kan den nemt vente til januar eller sommer eller efterårsferien, eller allerhelst kan du bare se den (med eller uden familien) alle de gange.
Og så er der jo julekalendrene. DR har gamle kalendre liggende på DR TV, og du kan se Jul på Slottet og fnise over, at kongens mundskænk hedder Süssmund, eller over prins Valentin, hvis du er af en årgang i nærheden af min, hvor enhver faldt i svime over al hans smukke prinsethed ud over hele slottet og eventyret. Måske gør vi det lidt endnu? Men faktisk ligger der også både Jul på Kronborg, Jullerup Færgeby, Nissebanden, Bamses Julerejse og ikke mindst Onkel Rejes julefis, der sikkert er sjovt for børn, men også i høj grad er åndssvagt sjovt for voksne, som er i god kontakt med deres (mere eller mindre) indre barn eller bare gakket fjol.
Ovre på Filmstriben, som du kan bruge, hvis du er låner på dit kommunebibliotek kan du se nogle af DRs gamle julekalendre, og der ligger lige to af mine yndlinge, nemlig Pagten, hvor Laus Høybye er en nisse, som med menneskebørn kæmper mod den onde Iselin, som lokker med alskens smækkerhed, og Lars Ranthe spiller en nissefar, der helt med pokerfjæs leverer replikken “Mor er frosset”, så man uvilkårligt trækker benene lidt op under sig, fordi det lyder skæbnesvangert. Og det ér det da også, og kalenderen har gang i stor spænding og stor magi og stor juleglæde.
En anden favorit er lidt nyere, det er Theo & den magiske talisman, som kun er et par år gammel, men både har Polle fra Snave og en sjov sygeplejerske og en dreng, der mobber så træls, at han faktisk fik høvl for det henne i virkeligheden, hvor han bare er en helt almindelig dreng og sød klassekammerat. Men han ér virkelig nederen i kalenderen. Heldigvis er der eventyr og nogen, der går grueligt meget igennem for at redde os, og jeg lover dig, det bliver jul igen. Det gør det altid!
Og det gør det jo også for dig og mig, og imens vi venter på, at stemningen tænder en lille lue i vores mellemgulv, kan vi få varmen fra fjernsynet.