Tag: julefilm

Julens fineste film

Julefilm kommer i mange former og farver og udgaver, og efterhånden har de forskellige streamingtjenester fået øjnene op for en niche, hvor der måske kunne være lavthængende frugter at tjene penge på, men hvor de så alligevel går til opgaven med krum hals og leverer film, der ikke er metervare, men både har seriøse budskaber, gode manuskripter og godt skuespil.
Det er altså dejligt for en lille julegris som mig, så der efterhånden er et væld af film at vælge imellem, når de lange decemberaftner med risengrød, æbleskiver og let klippeklistre skal fordrives.
Der er naturligvis film, som på ingen måde er tiden værd, men her nævner jeg lige en række af dem, som jeg synes allerbedst om. De vil meget, nogle kan det hele, andre kan kun det, de lover, men begge slags er fine, og du bliver godt underholdt og måske endda kildet lidt i tankerne.

Love Hard (Netflix)
Et tindermatch, hvor den ene flyver på tværs af USA for at overraske den anden med et julebesøg for så at opdage, at den anden ikke er … helt som de havde givet udtryk for. Det kunne ende her, men naturligvis gør det ikke det, for de to laver en aftale, og så går det ellers derudaf med træls familiedynamik, håbløse tanker om romance, morsom bedsteforælder og den bedste udgave af Baby, it’s cold outside, jeg nogensinde har hørt, hvor man lige tager den op til en tid, hvor samtykke er sexet.
Det var en overraskelse, hvor vellavet denne her film er, men en god overraskelse for én, der trykkede play for at få noget absolut letfordøjeligt og valgte denne, fordi en af rollerne spilles af en sjov mand fra en tv-serie om livet i tech branchen. Denne her film viser ham som en naboens dreng, alle egentlig kunne blive glade for, fordi han er så sød og god.
Du kan formentlig også blive glad for ham, og småsur på hans pisseirriterende bror, så se roligt filmen, hvis du skal lidt let, men fin juleromantik.
4 ud af 6 julekugler.

It’s a wonderful life (Amazon Prime)
Måske har du aldrig set denne her film, men du har med garanti hørt om den eller set den nævnt alligevel, for den er med som reference eller eksempel i enormt mange andre film og tv-serier, og har du set Alene Hjemme, har du også fået et klip af den på fransk. Jeg har endelig fået sat mig ned og set den med fuld opmærksomhed i år, og det er faktisk en god film.
Den handler om George Bailey, der føler sig så forfejlet i livet, at han ikke vil være her mere. Det kan guds engle naturligvis ikke acceptere, så de sender en repræsentant herned for at vise ham, hvordan verden ville se ud, hvis han aldrig var blevet født. Som du nok kan forestille dig, er det ikke et kønt syn, for ethvert menneske er jo så vigtigt for sine omgivelser, og George er ingen undtagelse, og hans hjælpsomhed og ivrige medmenneskelighed mangler i dén grad.
Det er ingen overraskelse, at filmen ender lykkeligt, men det overraskede mig lidt, hvor meget den holder. Det er film fra 1946, og den ér gammel, men den er ikke så bedaget, som jeg havde tænkt. Udover at der er mange mennesker, der råber utroligt meget. Men livet og julen er jo på spil, så det virker også fair nok.
Den får 4 ud af 6 julekugler.

Surviving Christmas with the relatives (Amazon Prime)
En britisk julefilm, der egentlig mest har julen som en lidt passiv ramme og faktisk mest er en familiefilm, men den foregår i juledagene, de laver julemad og deler gaver, og så er det jo en julefilm uanset. Og det er en fin én af slagsen. Hvis du ikke er til det alt for sødsuppede, er Surviving Christmas nok noget for dig.
Historien følger i store træk mange andre film i genren med familieforviklinger, karikerede figurer og romantik på kryds og tværs, men den er ikke glittet og fuld af falsk sne og smukt glimtende julelys i alles blanke øjne. Der er mere røjsere og kartofler og scener, der ligner noget, vi selv kunne stå i. Det er en fin film, som – i lighed med så mange andre – minder os om, at hinanden er det vigtige i livet.
4 ud af 6 julekugler.

Happiest Season (Amazon Prime)
Endnu en ny julefilm, denne gang med fokus på LGBT+ og med nogle fine navne på rollelisten. Den var slet ikke, som jeg forventede, og den er mere alvorlig, end den er cute, men den ér god.
Det kan være svært nok at tage en ny kæreste med hjem til familien til fem dages juleferie, men hvordan ser det ud, når man er lesbisk, og familien ikke ved det, fordi den er politisk aktiv, og en homoseksuel datter bare ikke passer ind? Det er ikke en nem situation, og filmen retter et fint spotlight på den slags kvaler.
Samtidig er den ret sjov, og selvom der er lidt at græmme sig over i form af overgjort morsomhed, er der mange sjove situationer, og det er solidt skuespil fra alle. Man kan virkelig mærke, hvor irriterende familie ind imellem er, men hvor glad man så alligevel er for den.
4 ud af 6 julekugler.

Holidate (Netflix)
Det kan være træls at være single, men hvis man sørger for at have en date med hjem til alle højtiderne, slipper man måske for de enerverende spørgsmål om, hvornår man dog finder en kæreste. Naturligvis kan man i en sød julefilm ikke holde det så casual og uden udvikling af rigtige følelser, og der er ikke på den måde ret mange overraskelser i denne her film.
Udover hvor god den faktisk er. Jeg så den sidste år og satte den bare på, imens jeg lavede noget andet, men det holdt jeg helt op med, så jeg kunne følge ordentlig med i filmen.
Det er sødsuppe med dum forvikling, store hensigtserklæringer og det smukkeste jeg-vil-være-din-for-altid-kys, men den er også sjov på en god måde, og så er der løst op på de klassiske kønsroller i forhold til, hvem der vil kæle og nusse dagen derpå, og dét er også rart.
4 ud af 6 julekugler.

Last Christmas (Netflix – kun tilgængelig frem til 22. december!)
Denne her skal du skynde dig at se. Den er britisk og kom vist sidste år, og jeg begriber ikke, at Netflix har tænkt sig at fjerne den to dage før jul, for jeg kunne se den hele året rundt, for udover at være en fin julefilm, er det en rigtig god film. Den river lidt i de snore, der går fra mit hjerte til min tåreproduktion, og den kan være hård at se.
Det er også hårdt at se en dygtig skuespiller med en sløj østeuropæisk accent, og hvis man ser på den med en filmkritikers øjne, vil den en del og peger i mange retninger, men jeg tilgiver den gerne det hele, fordi dens pointe skæres ud i pap uden at tvangsfodre os med den, og det er en rasende god pointe.
Oven i det hele er der en uventet og underholdende bonus for danske seere, og det er i det hele taget en film med bonus og dybde, selvom den også både er sjov og let, og det kan jeg så godt lide.
Den får 5 julekugler ud af 6.

Single all the way (Netflix)
Endnu en af dem, jeg satte på som baggrundsfilm, men var nødt til at følge med i. De er altså begyndt at lave gode film, de streamingtjenester! Den er meget klassisk og handler om, hvem man deler sit liv med, og om det nu er de rigtige mennesker, vi vælger at blive kærester med.
Samtidig er den fuld af vanlig familiebavl og folk, der bare vil andres bedste, men ikke har den fjerneste anelse om, hvad andre har brug for eller ønsker sig.
Og så er der hjælpsomme feer i form af yngste generation, som er lidt karikeret, men som bare ved, hvad der foregår, og nogenlunde hvad man stiller op med det. Den er både sjov og sød og god og klog, og den har homoseksualitet i hovedrollen som det mest naturlige, hvilket er ret forfriskende.
4 ud af 6 julekugler.

Let it snow (Netflix)
Denne her film er ikke særlig lang, og den handler om unge mennesker, og den foregår i løbet af en enkelt dag et sted langt ude i USAs snedækkede landskaber. Men den er virkelig fin. Tre forskellige historier hænger sammen ved de relationer, vi alle sammen har udover vores hjemby, og de hænger godt sammen.
Det er gode historier, som ligner noget fra det virkelige liv, og samtidig indeholder lidt drømmeri og stjernestøv. Den er velskrevet, velspillet og hænger godt sammen, og selvom dens grundlæggende pointe ikke vil overraske ret mange, er der nogle aktuelle issues på spil, og den fortæller sin morale på en god måde. Jeg tror, det bliver en af de film, jeg skal se hvert år, før det kan blive jul.
Og den får 5 ud af 6 julekugler.

Top 5 fantastiske julefilm

Min alleryndlings nogensinde er Arthur Christmas. Det er en film, jeg kan se året rundt, og den har hjulpet mig igennem en del kriser, fordi Arthur er så magisk og stædigt tror på det allerbedste. Og det er ret meget bedst, når det gælder ham, for hans hjerte er mindst lige så stort som alle næserne i hans familie tilsammen. Den handler om det bedste i julen, og ja, det er jo om familien Julemand, så det er også gaver, men det er mest af alt glæden og troen på julen og hinanden. James McAvoy er den tegnede Arthur og Hugh Laurie er hans mindst lige så eminente storebror. Det er en fantastisk fin film, og selvom jeg har set den mindst ti gange, bliver jeg ved at opdage nye detaljer, hver gang den løber over skærmen. Jeg elsker Arthur.

Ingen jul uden Polar-Ekspressen, hvor en computertegnet Tom Hanks styrer løjerne, imens nogle børn lærer vigtigheden af at hjælpes ad og ikke være nævenyttig, men lade andre lede og tro på, at vi hver især gælder og tæller og er noget værd. Hvis du er en af dem, der har taget bjælder i lommen efter min snak om bjældeklang, vil du sætte særligt pris på en pointe i den. Og så har filmen lært mig sangen Good King Wenceslas at kende, og det er fint, fordi den har en dejlig rytme og et godt kor, og så ikke mindst fordi de fine stemmer kræver “Bring me flest and bring me wine”, og det kan man da nok synge med på iført en vis begejstring.

Alene Hjemme er jo en klassiker, og jeg ser den ikke så meget for de vilde indviklinger, som Kevin finder på, men for Macauley Culkins virkeligt fine skuespil og kække charme. Jeg kan ikke engang sige, det bare er en voksen-dame-kniber-ungerne-i-kinden-ting, for jeg har altid haft det sådan med hans tapre holden fortet og insisteren på, at tandbørsten skal være godkendt af tandlægeforeningen. Plus den scene, hvor hans indkøbsposer går i stykker. Suk, hvor vi kender det. I øvrigt har den også den evigt gyldige pointe om at tro på hinandens vilje til løsning og venskab frem for konflikt og fjendskab. Og det kan man faktisk aldrig se en gang for meget. To’eren er ikke lige så skarp, men man kan godt lige holde et Home Alone-athon med de to, blandt andet fordi Tim Curry og Rob Schneider er urkomiske i opfølgeren.

Jeg har det superanstrengt med Vince Vaughn og var mere end skeptisk, da jeg fik Fred Claus anbefalet, men tippet kom fra en ganske betroet juleglad veninde, så jeg trykkede plan og sad med armene over kors og skepsis i hele sjælen, og så elskede jeg den bare. Vaugh er god, hans figur er fin, og det er ikke svært at sætte sig ind i, at Julemandens yngstesøskend har et lillebrorkompleks på størrelse med Alaska. Han er ikke den eneste, og det er en ret sjov detalje i filmen. HIstorien er både langt ude og plat sine steder, men Kevin Spaceys lean-konsulent, nogle sjovt kiksede sidefigurer, en rasende Rachel Weisz og en blød pointe om, hvem der er voksen for hvem, og hvordan man gør den slags bedst, trækker filmen helt hjem, og jeg blev fan med det samme.

Kurt Russell som julemand lød fantastisk, og jeg havde store håb, da Netflix for nogle år siden fyrede op for en helt ny julefilm. The Christmas Chronicles hører til i den lidt letbenede ende, men pointen er god nok; det handler stadig om at have troen på plads. At have tillid til andre mennesker og at tro på sig selv. Så skal det nok blive jul. Jeg så den, straks den kom, og jeg blev så begejstret og talte om den i ét væk, og min ellers så juleskeptiske kæreste gik med til at se den, og han kunne faktisk også lide den. Der er lidt overraskelser og spas gemt undervejs, og det er så fin en film, at jeg fuldkommen tilgiver de ret elendige nisser. De gør ingenting, når resten er så fint. Brødre og søstre, mødre og fædre, julemænd og -koner, se den, og bliv varme i hjertet og bløde i sjælen.

Det nye julesort er tilsyneladende at lave små afgrænsede tv-serier om juletiden, og der har jeg hurtigt fået tre favoritter med norskens Hjem til jul, der er melankoli, sne og længsel efter kæææærlighed, tyskens Über Weihnachten, der er melankoli, familiesygdom og længsel efter liiiiiiebe, og amerikanske Dash & Lily, som (med et fint og happy lille soundtrack) er familiedynamikknas, håb og akavethed og ikke mindst længsel efter looooove. Hver af dem er fin på sin måde, og det er helt rart at høre både tysk og norsk og se, at de altså godt kan finde ud af at lave dejligt fjernsyn. Tit er det også lidt mere vedkommende og ægte, selvom det kan være ligeså klichéramt som alt det andet.

Uha, det blev hurtigt til meget, og jeg er kun ved at skrive mig varm! Men her er boblerne:

The Holiday Calender har et enormt gennemskueligt plot, men ret fint skuespil, og god magi, og det sidste hører lidt til sjældenhederne. Jeg har set den en håndfuld gange nu, og den bliver ved at være tynd i plottet, men den bliver også ved at gøre mig glad, fordi den har ret og får mig til at ønske, der var mere magi i verden.

De eventyrlige vogtere er vist ikke en egentlig julefilm, men Julemanden er med (med en ærgerligt karikeret stemme af Alec Baldwin), og Jack Frost er lynhurtigt blevet en af mine favoritfigurer, og han går så fint i spænd med Påskeharen, der naturligvis kommer fra nede under jorden. Det giver mening, hvis du ser den. Og gør da lige det. Hvis du ikke når det i juleferien, kan den nemt vente til januar eller sommer eller efterårsferien, eller allerhelst kan du bare se den (med eller uden familien) alle de gange.

Og så er der jo julekalendrene. DR har gamle kalendre liggende på DR TV, og du kan se Jul på Slottet og fnise over, at kongens mundskænk hedder Süssmund, eller over prins Valentin, hvis du er af en årgang i nærheden af min, hvor enhver faldt i svime over al hans smukke prinsethed ud over hele slottet og eventyret. Måske gør vi det lidt endnu? Men faktisk ligger der også både Jul på Kronborg, Jullerup Færgeby, Nissebanden, Bamses Julerejse og ikke mindst Onkel Rejes julefis, der sikkert er sjovt for børn, men også i høj grad er åndssvagt sjovt for voksne, som er i god kontakt med deres (mere eller mindre) indre barn eller bare gakket fjol.

Ovre på Filmstriben, som du kan bruge, hvis du er låner på dit kommunebibliotek kan du se nogle af DRs gamle julekalendre, og der ligger lige to af mine yndlinge, nemlig Pagten, hvor Laus Høybye er en nisse, som med menneskebørn kæmper mod den onde Iselin, som lokker med alskens smækkerhed, og Lars Ranthe spiller en nissefar, der helt med pokerfjæs leverer replikken “Mor er frosset”, så man uvilkårligt trækker benene lidt op under sig, fordi det lyder skæbnesvangert. Og det ér det da også, og kalenderen har gang i stor spænding og stor magi og stor juleglæde.

En anden favorit er lidt nyere, det er Theo & den magiske talisman, som kun er et par år gammel, men både har Polle fra Snave og en sjov sygeplejerske og en dreng, der mobber så træls, at han faktisk fik høvl for det henne i virkeligheden, hvor han bare er en helt almindelig dreng og sød klassekammerat. Men han ér virkelig nederen i kalenderen. Heldigvis er der eventyr og nogen, der går grueligt meget igennem for at redde os, og jeg lover dig, det bliver jul igen. Det gør det altid!

Og det gør det jo også for dig og mig, og imens vi venter på, at stemningen tænder en lille lue i vores mellemgulv, kan vi få varmen fra fjernsynet.