125 gram smør (og brug nu smør)
100 gram sukker
100 gram sirup
4 gram potaske (ca. 2 gode tsk)
2 tsk vand
1 tsk stødt kardemomme (3-4 gram)
1 tsk stødt ingefær (3-4 gram)
1 tsk stødt nellike (også 3-4 gram)
2 store tsk stødt kanel (omtrent 8 gram)
40 gram smuttede og groft hakkede mandler
250 gram hvedemel
Du lægger, drysser og hælder smør, sukker og sirup i en gryde og tænder for mellem varme, så smørret smelter, og det hele lige koger lidt sammen, alt imens du rører stille i det (kemi på denne her måde er fantastisk; det går fra at være tre ting, som bløpper rundt omkring hinanden til at blive én samlet masse!), og så tager du vidunderblandingen af varmen.

Treenigheden selv. 
Småboblende karamel. 
Tyk og lækker.
Potasken røres ud i de to tsk vand, det skal lige røres lidt, før det opløses, og først bliver det mælkehvidt i det, men det klarer op efter en tid, og så rører du det i massen i gryden og stiller den lidt til side.
Og hvis du drømmer om at smage på karamellen (og det er for så vidt virkelig værd at smage på!), skal du først og fremmest passe på ikke at brænde dig, for karamel er varmere end lava eller tomat i en toast, men du skal også gøre det, inden du rører potasken ud i det, for den kommer med en træls bismag.

I en skål blander du mandlerne og alt det tørre, og når smørsukkersirupsmassen (sikket guddommeligt dejligt koncept!) er fingerlun (du føler lige blidt på det, og når du ikke brænder nallen, men det føles ahluntogklistretfint på fingerspidsen), hælder du massen i det tørre og rører det hele sammen. Det bliver en lidt blød masse, men det er ok.
Del dejen i to, og form dem som pølser på hvert sit stykke bagepapir (hvis det ikke lader sig gøre, er det for varmt; så lader du det bare vente lidt i skålen). Rul dem sammen til to nogenlunde ensartet tykke pølser og læg dem på køl. Opskriften siger et par timer, jeg siger mindst natten over og gerne to. Men så står man med bøvlet med at have lyst til at æde rub og stub helt uden bagning.

Og bagning er jo en vigtig del af konceptet brunkager. Selvom dejen smager ret godt ubagt.
Når rullerne har ligget længe nok (de *kan* bages dagen efter, men jeg sender dig jo i køkkenet på søndag igen), skærer du dem i skiver temmelig tyndt, 3-4 mm, og arrangerer dem fint og sirligt i mønster på en bagepapirklædt plade, som du sætter øverst i en 175 grader varm ovn i 6-7 minutter.
Når tiden er gået, kigger du på dem og tænker “Årh, sikke noget løgn – de er jo stadig helt bløde!” Og det er de. Men du stoler på mig og tager dem ud og lægger dem på en rist alligevel, for miraklet sker, mens du står og slikker dig om munden. Brunkagerne køler af og knaser godt til. Og så er du klar til brunkagefest!

Jeg har lavet dem med mørk sirup, men det er også fint med lys. Jeg har også brugt Muscovado-sukker, og det var enormt dejligt, om end det krævede lidt mindre mel. Helt almindeligt sukker af roer fra Falster (eller hvor som helst) er også helt fint. Jeg har skruet godt op for krydderierne, for sådan kan jeg bedst lide dem, og de smager godt igennem!
God fornøjelse. De er tosset gode.
