Værestreger – Side 2 – Tegninger om at være til

Fastelavnsboller

Creme
1/2 liter sødmælk (og det skal være sød)
3 hele æg
100 gram sukker
1 vaniljestang
30 gram mel

Hæld mælken i en tykbundet gryde, og varm den op til den koger. Imens du venter på det, finder du en god vaniljestang, som du skærer op på langs. Så trækker kornene ud af den ved at køre bagsiden af din urtekniv mod stangen i hele længden. Så sidder alle de fede korn på kniven, og du vapper både stang og korn ned i mælken og rører lidt rundt. Og når mælken er varm nok, tager du gryden af varmen og lader mælk og vanilje stå og blive lidt kærlige på hinanden i et kvarters tid.

Imens kan du slå æggene ud i en stor skål og piske dem med sukkeret. Det kan godt tage en rum tid, men hvis æggene er stuetempererede, går det lidt nemmere. Det vokser og bliver en fyldig masse (der smager som engle og regnbuer, så pas på med smagning, hvis du ikke er enormt standhaftig!), og den er klar, når du kan tage en dråbe på pegefingeren og gnide tomlen imod uden at mærke sukkerkorn indeni. Så sigter du melet ned i æggemassen og pisker det hele godt ind. Pisk et øjeblik mere. Jeg piskede ikke nok og endte med at måtte køre cremen gennem en sigte, fordi der var enkelte små klumper i (heldigvis ved jeg, at opskriften fra Meyer inkluderer sigten i processen, så man kan bare sige, det er meningen), men det kan altså undgås ved at være lidt mere omhyggelig her.

Mælken er nu kølet af, så du tager vaniljestangen op og smider den væk. Og imens du pisker i æggene, hælder du lige så langsomt mælken ned i dem og sørger for at piske det hele godt sammen. Det er derfor, du skal begynde med en stor skål, det ender med at fylde…mere end jeg kunne huske. Når al mælken er i, hælder du massen tilbage i gryden og får den på blusset igen. Og den er altid fuld af et væld af små bobler på overfladen, de skal nok blande sig med al resten, bare rolig.

Cremen skal nu koges op under omrøring, og det er vigtigt, du ikke bare fyrer gryden op på max, for så stivner æggene, og alt bliver noget juks. Stille varme (mit komfur går til 12, og jeg havde den imellem 3 og 4, det var perfekt) og et piskeris i gryden. Og så står du der og rører, og det tager lidt tid, men pludselig opdager du, at alle de småbitte bobler som brusede lige før, er gået væk og blevet en del af massen, og så rører du bare videre, ser massen begynde at dampe og mærker, at den faktisk bliver anderledes at røre i.

Du gør det helt rigtigt, yes! Og på et tidspunkt samler det hele sig i noget, der faktisk ligner en creme, og så bobler det i store og lidt dovne bobler og bliver til en vaskeægte kagecreme. Det er den bedste magi! Jeg hælder til en lidt tykkere creme, og til boller må den især gerne være lidt fast, så den ikke løber fra os. Men du styrer, hvornår cremen er færdig, og husk, at den ér fastere i kold form end varm.

Når cremen er færdig, hælder du den over i en skål, der kan komme i køleskabet. Jeg brugte et ovnfast fad fra IKEA, som er bredt, så den hurtigere kunne køle af. Og creme trækker skind, hvis den får lov, så du skal ikke blot dække skålen/fadet/bøtten, du skal lægge film helt ned PÅ cremen, og det føles helt forkert og mærkeligt og som noget, ens mor skælder ud over, men det er altså sådan, man gør. Du kan også drysse den med sukker, men jeg har bedst erfaring med at lægge film på. Jeg kan også godt lide at mærke cremen og vide, at dén har jeg skabt med køkkenkemi. Føl lige på den med bløde fingre og tænk på, hvor cool du er!

Med et smil på læben over egne evner, sætter vi cremen i køleskabet og lader den stå, til vi laver bollerne i morgen. Tag en kop kaffe, forkæl dig selv, det er velfortjent.

Opskriften på creme har jeg fra min veninde Sif, der engang bloggede anarkistisk om kager, og nu har rige mængder historisk guld om mad og bagværk på Madam Sif.

Boller
25 gram gær (en halv pakke)
2 nip salt
1 dl lunt vand
4 spsk sukker
2 æg
200 gram smør
450 gram mel

Begynd med at tage æg ud af køleren, så de ikke er iskolde, men får lidt stuetemperatur. Bland lidt varmt vand fra elkedelen med koldt fra hanen, til du har 1 dl vand, der føles rar og blød at stikke lillefingeren i. Du må ikke brænde dig, det skal kun være håndlunt, og det må hellere være til den kolde side end den varme.

Smuldr gæren ud i en røreskål og hæld vandet over sammen med sukkeret. Smørret kommer fra køleskabet og skæres i små stykker og plumpes ned i skålen til det andet. Æggene slås ud i en lille skål sammen med saltet. Det er lige, hvad der kan være mellem to fingre, når du stikker dem i saltbøtten. Og så gør du det to gange. Pisk det lidt sammen med en gaffel, og hæld det ned i den store røreskål til alt det andet, og lad det stå tildækket i en halv til en hel time et sted, hvor det er lunt.

Nu kommer du tilbage til en skål, der ligner et kemi-eksperiment (al bagning er kemiforsøg, og det er så herligt at se, hvordan man kan gå fra at være fuldkommen uduelig i kemilokalet til at være komplet kompetent, når bare man går i køkkenet!), og det er meningen. Smørret skal møves lidt mere ud, og jeg plejer at vaske hænderne grundigt og så stikke klør fem ned i skålen. Så smatter jeg blandingen ud mellem fingrene som et legebarn, og det er fedtet og fjollet, men det virker, og snart har du en lidt mere ensartet masse i skålen.

Venstre er skålen efter hævning, og højre er skålen efter hævning og smøræltning med mine ferme fingre.

Det er en dej, som ikke skal æltes alverden, så hæld 3/4 af melet i skålen og rør det ind i gærmassen, så den hænger sammen. Dejen skal være klistret, men dog ikke sidde fast i alting, så den er umulig at arbejde med. Jeg endte med præcis 450 gram mel sidst, men det er lidt forskelligt i forhold til æggenes størrelse, hvor lunt og hævet alting er, og hvor meget du har mast rundt med smør. Men dejen er fedtet, så selvom den klistrer nu, kan den godt hænge bedre sammen efter hævning. Og du kan altid tilsætte lidt ekstra mel ved udrulning, så du skal ikke bekymre dig, så længe dejen slipper skålens sider og ikke direkte føles som tapetklister.

Nu dækker du skålen igen, og det bedste køkkentrick, jeg måske nogensinde har fået, er, at film hænger fast på våde flader. Så hvis du står med en plasticskål (som mig og min arvede Kenwood-skål), kan du lige gøre dem våde med den kolde hane og glide fingrene rundt på kanten af skålen. Så trækker du film over og ser miraklet, at den fæster på plast, som ellers altid har været så umuligt. Det redder mange køkkentjanser fra et urimeligt højt blodtryk. Stil skålen lidt lunt igen og lad den stå i mindst en time. Min står gerne i to.

Når dejen er blevet stor og fin og flot i din skål, hælder du den ud på bordet og ruller den flad med kagerullen. Så folder du den ind over sig selv som et trefløjet brev fra en rudekuvert og ruller den flad igen. Og så folder du den ind over sig selv som et brev fra en rudekuvert på den anden led og ruller den flad igen. Gør det lige én gang til, og fold den så til en håndterbar størrelse, som du deler i 16-20 stykker. Jeg kan aldrig regne ud, hvordan jeg gør, når det færdige antal deles med fem, men det kommer sig jo virkelig ikke så nøje, så længe bollerne på hver plade er nogenlunde af samme størrelse.

Hvert stykke dej trilles til en kugle og rulles flad i noget, der kan ligne en firkant, hvis man anstrenger sig (jeg er elendig til at rulle ud i særlige former, men jeg har en god fantasi), læg en god spsk creme på midten af dejen og lav det trefløjede brev en gang til. Fold ind over cremen fra begge sider og fra hver ende, så du har en bolle, der slutter tæt om cremen. På vej til bagepladen kan du måske lige runde bollen lidt, hvis den er blevet for firkantet. Ellers kan du sige til dig selv, at alle de store også laver firkantede fastelavnsboller, og det er jo ok. Det vigtige er, at cremen ikke har huller at løbe ud af.

Sidst jeg bagte dem, rullede jeg dejen rundt ud, og så foldede jeg sådan tre hjørner ind mod midten, så der var tre tilbage. Og de kan så foldes ind over også, og det gør bollen til lidt mere af en rund type. Du gør bare, hvad du lige selv synes, og bliver glad for det.

Bollerne sættes alle sammen på en plade, du har beklædt med papir, og så hæver de en halv til en hel time, før de pensles forsigtigt med sødmælk eller æg (igen ikke iskoldt fra køleskabet, så får dine små, fine boller jo en forskrækkelse), og så bager du dem midt i ovnen ved 200 grader i 13-15 minutter. Igen – ovne er forskellige, boller er forskellige, og præferencer er især forskellige, så hold øje med bollerne, og tag dem ud, når de er smukke og farvet som guld, du gerne vil sætte tænderne i. Du kan evt. vende bunden i vejret på en prøvebolle og lige smølfesparke (hvad hedder det overhovedet? Flicking?) på bunden, som skal være hård og sprød i det og være mørk (men ikke sort!).

Bollerne skal køle af på en rist, og så kan du pynte med glasur og krymmel, eller hvad du nu elsker, og hvis du er eventyrlysten, kan du sagtens køre chokolade i som nogle bagere gør. Du kan også lægge remonce i (lige dele smør og sukker røres sammen, kan også få en del marcipan med), eller du kan hælde dit yndlings-syltetøj i, og der er nærmest ingen grænser. Du skal dog være opmærksom på, at det påvirker bagetiden, og at det er bedst at vælge fyld, som ikke er alt for vådt.

Og en note fra en gjort erfaring; pastafarve fra Wilton er flot i glasuren, men det giver sig altså til at sive ud fra flormelis til bolledej, og det ser… mindre pænt ud. Jeg har helt måttet tage mig sammen for at synes, billederne er fine nok til at vise frem. Men vi lærer af vores fejl, siger folk, og så blev vi da så kloge. De her skulle bruges til en fødselsdag, og derfor fik de masser af rød farve og et fint, hvidt kors næste morgen, så der var flag til alle, der sang. <3

Småkager

150 gram hvedemel
150 gram boghvedemel
120 gram sukker
140 gram smør
3/4 dl fløde
1 spsk kakao

Du blander mel og sukker og kan eventuelt tilsætte kardemomme eller vanilje, hvis du har lyst. Halvdelen af melet skal være hvede, men den anden halvdel er boghvedemel, som har en blød og sød smag, men du kan også bytte den ud med bygmel (helst ikke fuldkorn, det gryner småkagen noget) eller andre typer mel, der smager af lidt mere end almindeligt hvedemel.

Når du har blandet det godt, skærer du koldt smør i mindre stykker og nulrer det ud i dejen, præcis ligesom i de andre småkager, jeg har lært dig at lave. Bare nulre rundt med det, til det hele er ensartet. Så hælder du lige halvdelen af fløden i og ser, om det er nok til at samle dejen. Nogle gange skal der ikke helt så meget til, som opskriften siger, og hellere begynde med for lidt.

Og her gælder det altså, at fedtprocenten i fløden er med til at samle dejen, så du kan ikke hælde skummetmælk i og stole på, at det bare er ligesådan. Du kan naturligvis godt bruge skummetmælk, men så skal du måske lige justere mængden, og ellers kan du tilsætte ti-femten gram smør mere i forrige trin, hvis du kun har skummet.

Dejen skal hænge sammen, så du kan samle den i en klump, der holder formen. Og når den gør det, måske skal der mere fløde til? Det er en ret taknemmelig dej, som nemt lader sig justere i mængderne, men hvis du har mål og ingredienser som præcis ovenfor, er der ingen is på koen.

Når dejen er en samlet klump, lægger du den lige på køl en times tid, imens du tager et bad og finder strømper eller fjollet slips frem til i aften, og så går du i køkkenet igen.

Dejen rulles ud til cirka 5 mm tyk, og så kan du enten gribe klejnesporen og lave bølger, firkanter, trekanter, rhomber eller andre flotte former, eller du tager udstikkersættet eller et sherryglas og stikker småkager ud og lægger dem på en bageplade med papir.

Alle dine kager ligger sirligt på papiret med plads til at de lige breder sig en anelse, når varmen får smørret til at bløde op og miste fastheden, og så bager du kagerne øverst i ovnen i 7-9 minutter ved 200 grader. Og hold øje med dem, for de skal være gyldne i overfladen og let mørke i kanterne, og vi ved jo godt, at alle ovne varmer forskelligt, og dejen har sin egen vilje, så sæt dig blot på gulvet de få minutter og se kagefjernsyn inde fra varmen.

Kagerne afkøles på en rist, og så blander du en glasur af flormelis og æggehvide, som skal være flydende, men stadig fast nok til bogstaver. Hellere for tyk end for tynd, og det er bare at vappe det i sprøjteposen og gå i gang. Lav eventuelt nogle forsøg på bagepapir eller knækbrød, så du ved, hvordan det er at arbejde med. Og husk guldtippet; når glasuren er tørret, kan du kratte den af kagen med en ren kødnål og begynde forfra, hvis det blev noget åndssvagt og dumt lort. Har du ingen sprøjtepose, kan du bare bruge en frysepose og klippe hjørnet af. Husk, at det skal være et ret lillebitte hul (cirka som diameteren på en kødnål), hvis bogstaverne skal være tyndbenede.

God fornøjelse og god pynt!

Disse kager er bagt efter samme opskrift, bare uden kakao.

Top 5 fantastiske julefilm

Min alleryndlings nogensinde er Arthur Christmas. Det er en film, jeg kan se året rundt, og den har hjulpet mig igennem en del kriser, fordi Arthur er så magisk og stædigt tror på det allerbedste. Og det er ret meget bedst, når det gælder ham, for hans hjerte er mindst lige så stort som alle næserne i hans familie tilsammen. Den handler om det bedste i julen, og ja, det er jo om familien Julemand, så det er også gaver, men det er mest af alt glæden og troen på julen og hinanden. James McAvoy er den tegnede Arthur og Hugh Laurie er hans mindst lige så eminente storebror. Det er en fantastisk fin film, og selvom jeg har set den mindst ti gange, bliver jeg ved at opdage nye detaljer, hver gang den løber over skærmen. Jeg elsker Arthur.

Ingen jul uden Polar-Ekspressen, hvor en computertegnet Tom Hanks styrer løjerne, imens nogle børn lærer vigtigheden af at hjælpes ad og ikke være nævenyttig, men lade andre lede og tro på, at vi hver især gælder og tæller og er noget værd. Hvis du er en af dem, der har taget bjælder i lommen efter min snak om bjældeklang, vil du sætte særligt pris på en pointe i den. Og så har filmen lært mig sangen Good King Wenceslas at kende, og det er fint, fordi den har en dejlig rytme og et godt kor, og så ikke mindst fordi de fine stemmer kræver “Bring me flest and bring me wine”, og det kan man da nok synge med på iført en vis begejstring.

Alene Hjemme er jo en klassiker, og jeg ser den ikke så meget for de vilde indviklinger, som Kevin finder på, men for Macauley Culkins virkeligt fine skuespil og kække charme. Jeg kan ikke engang sige, det bare er en voksen-dame-kniber-ungerne-i-kinden-ting, for jeg har altid haft det sådan med hans tapre holden fortet og insisteren på, at tandbørsten skal være godkendt af tandlægeforeningen. Plus den scene, hvor hans indkøbsposer går i stykker. Suk, hvor vi kender det. I øvrigt har den også den evigt gyldige pointe om at tro på hinandens vilje til løsning og venskab frem for konflikt og fjendskab. Og det kan man faktisk aldrig se en gang for meget. To’eren er ikke lige så skarp, men man kan godt lige holde et Home Alone-athon med de to, blandt andet fordi Tim Curry og Rob Schneider er urkomiske i opfølgeren.

Jeg har det superanstrengt med Vince Vaughn og var mere end skeptisk, da jeg fik Fred Claus anbefalet, men tippet kom fra en ganske betroet juleglad veninde, så jeg trykkede plan og sad med armene over kors og skepsis i hele sjælen, og så elskede jeg den bare. Vaugh er god, hans figur er fin, og det er ikke svært at sætte sig ind i, at Julemandens yngstesøskend har et lillebrorkompleks på størrelse med Alaska. Han er ikke den eneste, og det er en ret sjov detalje i filmen. HIstorien er både langt ude og plat sine steder, men Kevin Spaceys lean-konsulent, nogle sjovt kiksede sidefigurer, en rasende Rachel Weisz og en blød pointe om, hvem der er voksen for hvem, og hvordan man gør den slags bedst, trækker filmen helt hjem, og jeg blev fan med det samme.

Kurt Russell som julemand lød fantastisk, og jeg havde store håb, da Netflix for nogle år siden fyrede op for en helt ny julefilm. The Christmas Chronicles hører til i den lidt letbenede ende, men pointen er god nok; det handler stadig om at have troen på plads. At have tillid til andre mennesker og at tro på sig selv. Så skal det nok blive jul. Jeg så den, straks den kom, og jeg blev så begejstret og talte om den i ét væk, og min ellers så juleskeptiske kæreste gik med til at se den, og han kunne faktisk også lide den. Der er lidt overraskelser og spas gemt undervejs, og det er så fin en film, at jeg fuldkommen tilgiver de ret elendige nisser. De gør ingenting, når resten er så fint. Brødre og søstre, mødre og fædre, julemænd og -koner, se den, og bliv varme i hjertet og bløde i sjælen.

Det nye julesort er tilsyneladende at lave små afgrænsede tv-serier om juletiden, og der har jeg hurtigt fået tre favoritter med norskens Hjem til jul, der er melankoli, sne og længsel efter kæææærlighed, tyskens Über Weihnachten, der er melankoli, familiesygdom og længsel efter liiiiiiebe, og amerikanske Dash & Lily, som (med et fint og happy lille soundtrack) er familiedynamikknas, håb og akavethed og ikke mindst længsel efter looooove. Hver af dem er fin på sin måde, og det er helt rart at høre både tysk og norsk og se, at de altså godt kan finde ud af at lave dejligt fjernsyn. Tit er det også lidt mere vedkommende og ægte, selvom det kan være ligeså klichéramt som alt det andet.

Uha, det blev hurtigt til meget, og jeg er kun ved at skrive mig varm! Men her er boblerne:

The Holiday Calender har et enormt gennemskueligt plot, men ret fint skuespil, og god magi, og det sidste hører lidt til sjældenhederne. Jeg har set den en håndfuld gange nu, og den bliver ved at være tynd i plottet, men den bliver også ved at gøre mig glad, fordi den har ret og får mig til at ønske, der var mere magi i verden.

De eventyrlige vogtere er vist ikke en egentlig julefilm, men Julemanden er med (med en ærgerligt karikeret stemme af Alec Baldwin), og Jack Frost er lynhurtigt blevet en af mine favoritfigurer, og han går så fint i spænd med Påskeharen, der naturligvis kommer fra nede under jorden. Det giver mening, hvis du ser den. Og gør da lige det. Hvis du ikke når det i juleferien, kan den nemt vente til januar eller sommer eller efterårsferien, eller allerhelst kan du bare se den (med eller uden familien) alle de gange.

Og så er der jo julekalendrene. DR har gamle kalendre liggende på DR TV, og du kan se Jul på Slottet og fnise over, at kongens mundskænk hedder Süssmund, eller over prins Valentin, hvis du er af en årgang i nærheden af min, hvor enhver faldt i svime over al hans smukke prinsethed ud over hele slottet og eventyret. Måske gør vi det lidt endnu? Men faktisk ligger der også både Jul på Kronborg, Jullerup Færgeby, Nissebanden, Bamses Julerejse og ikke mindst Onkel Rejes julefis, der sikkert er sjovt for børn, men også i høj grad er åndssvagt sjovt for voksne, som er i god kontakt med deres (mere eller mindre) indre barn eller bare gakket fjol.

Ovre på Filmstriben, som du kan bruge, hvis du er låner på dit kommunebibliotek kan du se nogle af DRs gamle julekalendre, og der ligger lige to af mine yndlinge, nemlig Pagten, hvor Laus Høybye er en nisse, som med menneskebørn kæmper mod den onde Iselin, som lokker med alskens smækkerhed, og Lars Ranthe spiller en nissefar, der helt med pokerfjæs leverer replikken “Mor er frosset”, så man uvilkårligt trækker benene lidt op under sig, fordi det lyder skæbnesvangert. Og det ér det da også, og kalenderen har gang i stor spænding og stor magi og stor juleglæde.

En anden favorit er lidt nyere, det er Theo & den magiske talisman, som kun er et par år gammel, men både har Polle fra Snave og en sjov sygeplejerske og en dreng, der mobber så træls, at han faktisk fik høvl for det henne i virkeligheden, hvor han bare er en helt almindelig dreng og sød klassekammerat. Men han ér virkelig nederen i kalenderen. Heldigvis er der eventyr og nogen, der går grueligt meget igennem for at redde os, og jeg lover dig, det bliver jul igen. Det gør det altid!

Og det gør det jo også for dig og mig, og imens vi venter på, at stemningen tænder en lille lue i vores mellemgulv, kan vi få varmen fra fjernsynet.

Kardemommekager

30-50 småkager

270 gram hvedemel
100 gram sukker
200 gram smør
1 vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker eller 1/2 tsk vaniljepulver)
1 knivspids salt
1 1/2 strøget tsk bagepulver
1-2 tsk stødt kardemomme (se lige min note i bunden)

Du lægger ud med at blande alle de tørre ting i en skål, så alting er jævnt fordelt. Bruger du en vaniljestang, skal den flækkes, og så får du kornene ud ved at skrabe med bagsiden af en urtekniv langs indersiden. Kornene kan du blande med noget af sukkeret i en skål og gnide det sammen med bagsiden af en teske, før du hælder det i resten. (Og den tomme stang kan du smide i et rent sylteglas med lidt sukker, som kan blendes til vaniljesukker, når stangen er tørret ind.) Når mel er blandet med sukker og det hele, skærer du dit smør ud i mindre stykker, som du nulrer ud i alt det tørrre, ligesom når du laver en mørdej.

Efterhånden bliver det håndblødt, og så ender du med en dej, der hænger sammen og ikke sidder alt for meget fast på dine hænder. Når den er klar, svøber du den i en frysepose eller pakker den ind i film og lægger den i køleskabet en times tid.

Her hviler dejen og samler sig, og så bliver den kold nok til, at du kan rulle den ud og lave kager. Og imens sætter du dig med en kop kaffe og ser lidt ud på verdens gang. Eksempelvis.

Efter en times tid tager du dejen ud og har den bare på køkkenbordet, mens du arbejder. Du kan ikke rulle det hele ud på samme tid, med mindre du har et meget stort køkkenbord og umanerligt godt håndelag til at styre så stor en flade med dej. Så tag bare noget af dejen og begynd med den. Jeg plejer at dele den cirka i seks dele, så hænger det sammen.

Gør din dejklump lidt smidig ved at trykke og varme den lidt med hænderne, og når den er blødere, lægger du den på et meldrysset bord og ruller den flad med kagerullen. Den skal være 5-7 mm tyk, men den slags øjemål er svært at holde styr på, så for mig er det gerne halvt så tyk som min lillefinger. Og hver gang der er lidt for lidt dej tilbage at rulle ud på ny, tager du den næste klump og blander det sammen og ruller ud.

Og så trykker du bare småkager ud med en stjerneform eller en hvilken som helst anden form, du ønsker. Du kan også gribe klejnesporen eller kokkekniven og skære rhomber, kvadrater eller trekanter ud, det er dine kager, og du bestemmer. Jeg har et væld af udstiksforme, og jeg bruger en, som jeg tolker til at være et snefnug. Du finder bare på noget.

Kagerne lægges på bageplader med papir eller bageunderlag, og så skal de have 180 grader i ovnen i omtrent 10-15 minutter. Alle ovne varmer forskelligt, og bagetid varierer også med størrelse og tykkelse på kagerne. Jeg bliver nogle gange lidt snydt af dem, fordi de går fra ‘lidt for lyse’ til ‘uha de blev mørke’ på ret kort tid, så hold øje med dem. De skal være gyldne på kanter og spidser, og hvis du vender én af dem over på en rist, skal bunden være gylden. Og de skal alle sammen køle af på en rist, når de kommer ud.

Endnu en gang er de bløde, når du tager dem ud, men bliver sprøde, når de køler af. Vent endelig ikke på, at de bliver sprøde i ovnen, for så er de overbagt, og når de er kolde, og du tager en bid, bliver de til rasp mellem dine læber. Og det er jo bare en vild skam.

Når dine fine stjerner, snefnug, katte, kagemænd, hjerter, cirkler, ruder, blomster, klokker, snemænd, kranse, småkager er bagt og kølet af på risten, kan du gå i gang med pynt. Jeg har set dem dyppet halvvejs i hvid chokolade, og så kan de drysses med krymmel, når chokoladen er våd, men du kan igen bare gøre det, du synes bedst om.

Jeg pynter dem gerne med hvid chokolade, som jeg sprøjter ud, så det ligner krystaller, for den der fine snefnugform kommer ikke så godt til udtryk efter bagning, men med fine streger ovenpå, går det nemmere. Du kan også lave en glasur af flormelis og æggehvide, den bliver kridhvid og står så skarpt, den kræver bare lidt flere armkræfter, og det gider jeg ikke altid.

Chokoladen smeltes over et vandbad og hældes i en sprøjtepose, og så trykker du bare chokoladen ud på kagerne i det mønster, du nu vil have. Hullet i min sprøjtepose er på størrelse med hullet i en enkrone, men du kan forsøge dig lidt frem på nogle prøvekager. Der brugte jeg lige nogle af dem, som blev alt for mørke, fordi jeg småglemte den første plade i ovnen.

Det kræver lige lidt øvelse, men det er ikke svært at få fine kager. Og hvis det fucker helt op, kan du bare vappe chokoladen tilbage i skålen over vandbad og dyppe kagerne, så er der ingen, der behøver vide noget. Bruger du æggehvideglasuren, kan du med en ren kødnål være heldig at skrabe dine pyntestreger af og begynde forfra.

Kagerne kan jo også sagtens spises uden yderligere pynt, de er ikke engang kedelige, bare sprøde og gode. Og så slipper du for at skulle vente på, at chokoladen tørrer, så kagerne kan komme i kagedåsen og få ro, til de skal spises. Det varer sikkert ikke så længe, før det er tid.

En note om kardemommen:
Jeg har bagt de her kager flere gange, og jeg plejer at støde hele, sorte kardemommefrø i en morter, og så får bagværket smag, og hele hytten dufter af kardemomme. Men det har simpelthen ikke været muligt for mig at opdrive frøene de sidste par måneder, så denne gang brugte jeg stødt kardemomme, fordi jeg er for doven til at tage de grønne kapsler og makke rundt med dem for at få frøene ud. Men næste gang vælger jeg bare besværet, for det drøn af smag, som jeg ellers elsker kagerne for, udebliver med stødt kardemomme. Det virker umiddelbart lige så aromatisk, når man dufter til krydderiet, men smagen efter bagning er slet ikke at sammenligne med det, du selv støder.
Det skete også med mine pebernødder i år, og det er jo dejligt bagværk uanset, men det mangler noget kraft. Alternativt kan du bruge mere i kagerne, men jeg vil hellere anbefale bare at støde det selv. Det bliver altså bedst.

Kardemommeknas med forskelligt pynt. Nogle bedre end andre. Men de smager alle lige dejligt.

Luciaboller

18-24 stk

0,25 gram safran
2 spsk vand
100 gram koldt smør
50 gram sukker
1/2 tsk fint salt
2 æg
Cirka 600 gram hvedemel
2,5 dl mælk
25 gram gær

Pynt:
Omtrent 100 gram marcipan
Rosiner
Æg og/eller mælk til pensling

Du lægger ud med at sætte mælk i en kasserolle på komfuret ved svag varme, så den ikke brænder på, men bare bliver lun, så det udløser et ahhh, når du lader lillefingerspidsen glide ned i det.

Imens mælken lunes, smuldrer du gæret ud i en røreskål og drysser din safran i en anden skål, hvor du knuser det. Det kan du gøre med bagsiden af en teske, og du hælder de to spsk vand sammen med og kvaser det lidt sammen, og bagefter hælder du det i mælken.

Når mælken er lillefingerlun, hælder du den over gæren i skålen og rører godt, så gæren opløses. Hvis du er i tvivl om temperaturen på mælken, er huskereglen, at det hellere må være til den kolde side end den varme. Men stol på lillefingerspidsen; hvis den synes, mælken er blød og imødekommende, er mælken god.

Nu skal salt og sukker i blandingen, og du kan røre, til det er opløst, for der er ikke så meget, men du kan også bare røre det nogenlunde ud i mælken og lade det stå, imens du lige slår de to æg ud i en skål og pisker dem ret godt sammen, før du rører dem i mælkeblandingen sammen med to tredjedele af melet, så det bliver en ensartet og tyk masse.

Her tager du dit smør ud af køleskabet og skærer det i mindre stykker, som du rører i dejen tre-fem klumper ad gangen. Det er virkelig rarest med en røremaskine, ellers får du i hvert fald trænet armene en smule, og der er sikkert en hjernetræningsgevinst ved at skifte fra din primære arm til den anden og få begge i brug. Jeg tænder for den Kenwood, som kommer fra min mors køkken og er ældre end mig, og så brænder det mine trommehinder af, men den er bedre til at ælte smør i dej, end jeg er. Den stønner og brokker sig i hvert fald mindre.

Når smørret er æltet godt ind i dejen, tilsætter du mel lidt ad gangen, til dejen er fast og slipper skålens kanter, men den må gerne være lidt klistret. Mærk dig frem. Forskellen på 600 og 620 gram kan godt være, at det går fra klisterstads til at slippe skålen og ikke sidde fast på en finger, der trykkes fladt ned på dejen.

Du kan godt smelte smørret sammen med mælken i første skridt i opskriften, hvis du vil slippe for alt det ælteri, men jeg synes, bollerne både bliver mere luftige og mindre tørre, når smørret æltes ind på denne her måde.

Når dejen er klar og ikke klæber til dig, stiller du den til hævning og tager en pause på halvanden times tid, hvor du kan sætte dig med kaffe og benene oppe eller læse en bog eller slukke alting og nyde tiden med din familie, eller måske går du i butikken efter marcipan og rosiner, som du skal bruge i næste trin.

Efter hævningen – det gør ikke noget, hvis det bliver to timer – hælder du dejen ud på dit bord og arbejder den kort igennem. Forhåbentligt er den så fedtet, at den ikke behøver mel for at slippe hænderne. Du deler dejen op i så mange dele, som du gerne vil have boller. Det er jo virkelig forskelligt, hvor store eller små vi synes, luciaboller skal være, men du kan skære fra og lave et eksempel og forestille dig, at den hæver og bliver en halv til trekvart gang større, og vurdere og dele dejen ud fra det. Jeg laver af en eller anden grund altid første halvdel lidt for store og anden halvdel bedre, og så bliver der som regel 20 i alt.

Hver lille bolle trilles lige rund først, og så bruger du begge hænder til at trille den til en halvtyk pølse på måske 30 cm (jeg måler selv efter to håndsbredder med spredte fingre), som du former til et S og lægger på en bageplade med papir.

Der skal pynt og guf i bollerne, og der kan du enten bare trykke en stump marcipan og en rosin ned i midten af krøllen i hver ende af dit S, men jeg plejer at trykke marcipanen ind i spidsen af dejpølsen og så rulle den med ind i bollen.

Og hvor meget skal der i? Det er ikke til at sige så præcist; jeg tager tit, hvad der svarer til min egen pegefingerspids i hver ende af en tyk bollepølse. Når marcipanen er på plads, trykker du rosiner ned oveni, og der siger opskrifterne rigtigt korender, men de er for små og tørre, synes jeg, så jeg vælger altid jumborosiner. Og så sørger jeg altid for at lave nogle uden rosiner, fordi folk er meget forskellige, når det gælder den slags, og jeg vil gerne have glade spisere, så jeg tager gerne hensyn.

Når alle dine boller ligger fint pyntet på pladen, skal de lige efterhæve i mindst en halv time, gerne en hel, og de må godt stå lunt imens.

Efter hævningen pensler du bollerne med æg eller mælk. De bliver blankest med æg og næstblankest med sødmælk og mindre blanke med mindre fed mælk, men jeg har også bagt dem helt uden pensling, og det går så fint an. Pensler du med fløde, bliver de hurtigt ret brune, og det skal man være opmærksom på, når de bages og ser færdige ud, lidt før de er det.

Du tænder ovnen på 230 grader og bager bollerne midt i ovnen i 12-15 minutter, til de er gyldne og lyder hule, når du banker på dem med en kno. Bagetid varierer både med ovne og med størrelsen på dine boller, så hold øje med dem, og tag dem ud, når de er færdige, frem for når tiden er gået.

Luciabollerne er uovertruffent lækre, når de er lune, og de kan spises, som de er, ellers skæres over og smøres.

I morgen er de bedst efter en tur på risteren, og det er ikke dine sanser, der lyver, hvis du synes, der lugter lidt af smør, når de bliver lune igen. Det gør der.

Dine luciaboller er skønne på andentredjedagen, hvis du rister dem og lige kører smør på ristefladen, imens de er varme, så det smelter og fedter godt ind i brødet.

God fornøjelse og god appetit.

De pebredeste nødder

250 gram koldt smør
250 gram sukker
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1 tsk ingefær
1 tsk friskkværnet sort peber
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 dl fløde
500 gram hvedemel

Først blander du mel med alle de andre tørre ting i en skål. Jeg er meget rundhåndet med krydderierne, det er gode store teskefulde i mit køkken, men jeg tror, originalen siger 1/2 tsk af hver. Når du lige har blandet det lidt sammen, smuldrer du det kolde smør ud i det. Du skærer bare smørret ud i mindre stykker og gnider og nulrer det rundt i det tørre, og så ligner det på et tidspunkt revet ost af den sløje slags, men det er ensartet og det betyder, det er klart til næste skridt.

Sidste skridt er at samle dejen med fløde, og det er bedst, hvis den ikke er iskold fra køleskabet. Normalt er jeg meget hys med at bruge netop dét, som opskriften angiver, når jeg bager småkager, og her handler det for eksempel om fedtindholdet, så man kan ikke bare hælde skummetmælk i og stole på dét, men sødmælk kan godt gå an, det har jeg brugt flere gange.

Men fløde ér jo bedst.

Det tager lang tid at trille alle nødderne, og jeg opdager altid, at når jeg har været i gang i 20-3o minutter, er dejen perfekt at arbejde med, og den ændrer sig hele vejen igennem, men de bliver alle sammen fine.

Og jeg prøver hvert eneste år at huske, at jeg skal lave dem lidt mindre, end jeg tror, fordi de faktisk hæver i ovnen. Jeg ender med at lave dem nogenlunde som en hasselnød med skal i størrelsen og så lige give dem en let tommel på toppen, så de flader lidt ud. Så passer de lige til en mundfuld, når de er færdige.

Man kan sikkert også bare trille pølser og happe pebernødderne ud i den rette størrelse med en kniv. Og det må absolut gå hurtigere, for jeg bruger altid et par timer på det alene. Men hvis der er selskab i køkkenet, er det altså hyggeligt at hjælpes ad, og jeg har bare sat noget podcast på og stået der i smørfedteras og duften af krydderbagning og haft det dejligt. Også selvom 200 nødder tager mig et par timer.

Efterhånden som du fylder plade efter plade, skal pebernødderne bages, og det gør du i knap 10 minutter ved 200 grader. Du husker miraklet med brunkagerne, hvor de tages bløde ud og sprøder op med afkølingen, og det gælder også her. Afhængig af størrelsen skal de have lidt mere eller lidt mindre, men jeg synes personligt, det er rarere med lidt underbagte nødder end nogle, der er for tørre.

Så skal de bare køles af, og her er den ægteste disciplintest, for der er mange af dem, og de dufter så dejligt ud i hele huset eller hvor du bor, og jeg lover dig, de smager vidunderligt, når de er lune. Men det er rart nok at have nogle til om et par dage, når I får besøg af tante Anna og ungernes kammerater og alle mulige andre, som kommer ind og jo ikke må bære julen ud ved at gå uden at få noget.

Juledekorationer

Måske er dit hjem i juletiden præget af lerklumper fulde af gran og kærlighed fra børnehaven, eller måske får du altid en dekoration fra Moster Grethe, som har en anden æstetisk sans end de fleste, eller måske står du selv for hele balladen og er på bar bund, og så er der hjælp at hente.

Julepynt er en af de ting, der kan stå for skilsmisser og søskende, der ‘ afskriver hinanden, der er følelser og smag på spil, og det er meget forskelligt, hvad der gør folk glade. Jeg er glad for naturens pynt, for nemme ting og for lidt glimmer.

Jeg kan anbefale at gå i skoven eller parken på en frostklar dag og samle kogler, mos og agern, som er ret nemme at have med at gøre. Er du heldig at finde et sted, hvor de har fældet nåletræer, er der ofte plader af mos på de efterladte stubbe, som man lige kan liste af i ét stykke. Det er så pænt at lægge som bund på en dekoration, men mindre kan gøre det.

Ofte har jeg bare stillet advents- eller kalenderlys på et fad, en bakke eller en tallerken, der lige passede i størrelsen. Lysene har tendens til at stå lidt usikkert, men man kan købe smarte vokspuder at sætte under dem, så de sikres bedre. I en snæver vending kan du bruge elefantsnot fra kreaskuffen eller ler, hvis det alligevel er i huset. Det gælder bare om at få lyset til at stå stabilt.

Og husk, at det meste natur indebærer en brandfare. Jeg ville gerne have en adventsdekoration kun med egeblade, som brunes og krøller så flot, når de daler fra træet, men det tør jeg ikke uden at sidde med brandslukker og holde øje, og det gør det halvsvært at slappe af og nyde lyset.

Brunkager fra himlen. Mindst.

125 gram smør (og brug nu smør)
100 gram sukker
100 gram sirup
4 gram potaske (ca. 2 gode tsk)
2 tsk vand
1 tsk stødt kardemomme (3-4 gram)
1 tsk stødt ingefær (3-4 gram)
1 tsk stødt nellike (også 3-4 gram)
2 store tsk stødt kanel (omtrent 8 gram)
40 gram smuttede og groft hakkede mandler
250 gram hvedemel

Du lægger, drysser og hælder smør, sukker og sirup i en gryde og tænder for mellem varme, så smørret smelter, og det hele lige koger lidt sammen, alt imens du rører stille i det (kemi på denne her måde er fantastisk; det går fra at være tre ting, som bløpper rundt omkring hinanden til at blive én samlet masse!), og så tager du vidunderblandingen af varmen.

Potasken røres ud i de to tsk vand, det skal lige røres lidt, før det opløses, og først bliver det mælkehvidt i det, men det klarer op efter en tid, og så rører du det i massen i gryden og stiller den lidt til side.

Og hvis du drømmer om at smage på karamellen (og det er for så vidt virkelig værd at smage på!), skal du først og fremmest passe på ikke at brænde dig, for karamel er varmere end lava eller tomat i en toast, men du skal også gøre det, inden du rører potasken ud i det, for den kommer med en træls bismag.

en gryde med karamel og en skål med mel og krydderier og mandler — Og så venter vi på, at karamellen køler lidt af.

I en skål blander du mandlerne og alt det tørre, og når smørsukkersirupsmassen (sikket guddommeligt dejligt koncept!) er fingerlun (du føler lige blidt på det, og når du ikke brænder nallen, men det føles ahluntogklistretfint på fingerspidsen), hælder du massen i det tørre og rører det hele sammen. Det bliver en lidt blød masse, men det er ok.

Del dejen i to, og form dem som pølser på hvert sit stykke bagepapir (hvis det ikke lader sig gøre, er det for varmt; så lader du det bare vente lidt i skålen). Rul dem sammen til to nogenlunde ensartet tykke pølser og læg dem på køl. Opskriften siger et par timer, jeg siger mindst natten over og gerne to. Men så står man med bøvlet med at have lyst til at æde rub og stub helt uden bagning.

ro ruller brunkagedej og en lille nisse på en baguetteform i køleskabet — Helt køligt.

Og bagning er jo en vigtig del af konceptet brunkager. Selvom dejen smager ret godt ubagt.

Når rullerne har ligget længe nok (de *kan* bages dagen efter, men jeg sender dig jo i køkkenet på søndag igen), skærer du dem i skiver temmelig tyndt, 3-4 mm, og arrangerer dem fint og sirligt i mønster på en bagepapirklædt plade, som du sætter øverst i en 175 grader varm ovn i 6-7 minutter.

Når tiden er gået, kigger du på dem og tænker “Årh, sikke noget løgn – de er jo stadig helt bløde!” Og det er de. Men du stoler på mig og tager dem ud og lægger dem på en rist alligevel, for miraklet sker, mens du står og slikker dig om munden. Brunkagerne køler af og knaser godt til. Og så er du klar til brunkagefest!

Jeg har lavet dem med mørk sirup, men det er også fint med lys. Jeg har også brugt Muscovado-sukker, og det var enormt dejligt, om end det krævede lidt mindre mel. Helt almindeligt sukker af roer fra Falster (eller hvor som helst) er også helt fint. Jeg har skruet godt op for krydderierne, for sådan kan jeg bedst lide dem, og de smager godt igennem!

God fornøjelse. De er tosset gode.

Brunt og brændt på den gode måde. Præcis som lovet.

Juleklip 2020

Husk at passe på nallerne, alle skal have lige så mange fingre til sidst som i begyndelsen. Ellers er det bare at printe skabeloner, tegne, klippe, klister og pynte. God fornøjelse.

Kravlenisse – lidt større